Nyhed

Guide: Weekendens 10 bedste koncerter

Weekenden er på vej - og med sig bringer den en række koncerter: her er 10 gode bud på de bedste.

Vi hylder forårets komme med koncertoplevelser fordelt over det ganske land i denne weekend. Vanen tro byder GAFFA en guide til de bedste koncertoplevelser, også denne weekend. Det smager af forårstoner med Ulige Numre, Fredagrock i Tivoli, gratis koncert og meget andet.

TORSDAG DEN 10. APRIL:

Odense:


Ulige Numre, Magasinet kl. 20.00 (spiller også Train 11/4 og Vega 12/4)

Ungersvendene fra Ulige Numre er på mindre forårsturné rundt i landet. Deres rundtur til de syv udvalgte byer starter i aften på Magasinet i Odense. Med "København"-hitmageren Carl Emil som galionsfigur for bandet, der efterhånden er velkendte på danskens tunger, begiver de rutinerede musikere sig af sted med bagkataloget fra debutalbummet "Nu Til Dags" i lommen. Mon ikke koncerten kan bringe sommervarmen endnu tættere på, med deres varme analoge rocklyd og solidt funderede dansksprogede tekster? Det tror vi.

Se et interview med Ulige Numre:


Ishøj:

Skousen & Ingemann, Ishøj Kultur Café kl. 20.00 (spiller også VoxHall 11/4)


Pionerer på den danske rockscene, grand old men – roserne er store til de ældgamle rockere. Med fornyet energi i rygsækken begiver Skousen & Ingemann sig endnu engang på scenen med nummeret "Herfra hvor vi står" som det nok største hit. Er du til nostalgi, eller er du bare gammel nok til at huske dem fra 70'erne, er aftenens koncert helt sikkert for dig. 

FREDAG DEN 11. APRIL:

København:

Rockers By Choice + Østkyst Hustlers, Tivoli - Plænen kl. 21.00

I dag åbner Tivoli officielt dørene til sommersæsonen 2014, og på musiksiden har de absolut ikke ligget på den lade side. Med livemusik hver dag i et halvt år venter der de ivrige Tivoli- og koncertgængere masser af gratis oplevelser i haven. På fredag går det for første gang i år løs på plænen, hvor de tunge drenge fra Rockers By Choice og Østkyst Hustlers gæster den store scene. Vejret tegner til at blive overskyet og cirka ni grader. Men heldigvis kan du hoppe dig til bedre vejr og varmere stemning, når Plænen åbnes.

CPH PIX – Music + Video, Jazzhouse kl. 19.30 

For tredje år i træk åbner CPH PIX og Jazzhouse til en aften dedikeret til danske musikvideoinstruktørers værker. Igennem innovative beretninger, fortolkes musikken af instruktørerne – et behov, der vokser ud af behovet for en platform til netop dette medie. Aftenen sluttes af med postpunkerne fra Shiny Darkly samt Metal Ghost.

Århus:

Student Music Awards, Studenterhus Århus kl. 20.00

Når dette års Student Music Award bliver uddelt på fredag i Aarhus, bliver det med deltagelsen af de fem bands Astronaut, FABL, Farewell Carousel, Purpur Jaipur og X Contract, der er udvalgt af musikfrivillige fra Studenterhus Aarhus med afsæt i brugerstemmer. Denne aften bliver aftenen, hvor vinderen skal afsløres efter optræden fra alle bands. Kom og vær med, og se stjernefrøene spire!

Kites and Komets, Radar kl. 21.00

Indie-popperne fra Kites and Komets gæster også Aarhus fredag aften. Her er Mikael Kærsgaards musikalske projekt i fokus, når et kontrastfuldt univers foldes ud for publikum. Kontrasterne rummer blandt andet lys og mørke, tro og tvivl, relation og mening med livet, mens kunstnernavnet er opstået som tanken mellem det kontrollerede og kaotiske (henholdsvis drage med snor og den svævende komet). Er du til et drømmende pop-univers med dybde, er Radar stedet fredag aften.

Roskilde:

Förtress, Gimle kl. 20.00 (spiller også Studenterhus Århus 12/4)

Hardrock-kvartetten fra Amager er også på forårsturné og gæster i aften Gimle. Er du til talrige tusser, stort skæg og vanvittig vildskab, så er de Roskilde-akutelle Förtress helt sikkert for dig. Der bliver spade, soloer, sved og scream, når Roskilde lægges ned til lyden af vaskeægte rockmusik.

LØRDAG DEN 12. APRIL:

Albertslund:

MØ, Forbrændingen kl. 20.00 (spiller også Vega 10/4 og 11/4, men begge er udsolgt)

Hele Danmarks nye pop-darling, MØ, spiller i denne weekend på Forbrændingen i den københavnske forstad Albertslund. Pigen, der i sidste weekend vandt hovedprisen ved P3 Guld – P3 Guld Prisen – og de 100.000 kroner, der fulgte med. Tøsen, der er kendt for sin punkede attitude og velskruede popmelodier, skal nok få Forbrændingen til kogepunktet. Men skynd dig – der bliver nok snart udsolgt!

Se MØ live fra Vega:

Aarhus:

Gratis koncert med Jonny Hefty og Jøden feat. DJ Static, Aarhus Store Torv kl. 15.00

På lørdag teaser NorthSide Festival og FSC Danmark med en gratis koncert på Store Torv i hjertet af Aarhus. Her kan du opleve ovenstående kunstnere synge og rappe for verdens skoves skyld. Det bliver en fest på torvet klokken 15, forhåbentlig til solbriller og forårssmil.

Odense:

Sebastian solo, Magasinet kl. 20.00

Den folkekære sanger er igen i gang på den danske scene. Med sine 64 år og et bagkatalog på størrelse med halvdelen af statens arkiver er det dømt til at blive en succes, når han lørdag går på scenen i Magasinet. Espen Strunk skrev således om koncerten i onsdags: "Selvom Sebastian i aften er alene på scenen, er det - ligesom på "Øjeblikkets Mester"-turnéen i 2012 - den elskelige entertainer med de skarpe og poetiske betragtninger mere end den følsomme folkrock-sanger, vi møder."

UDSOLGTE:

11/4 King Krule, Pumpehuset (udsolgt)

Var du en af de hurtige, der skaffede en billet til King Krule i Pumpehuset, kan du glæde dig til et introvert brag af en fest, når den unge mand går på scenen. Med sit røde hår, sin særegne sangstemme og et dybt nærvær bliver koncerten højst sandsynligt en stor succes for King Krule.

12/4 Chuck Berry, Værket, Randers (udsolgt)

"Når Chuck Berry, den store rock & roll-pioner, manden bag den berømte "duck walk" og adskillige af 50'ernes største rockhits som "Johnny B. Goode", "Roll over Beethoven" og "Rock And Roll Music", i dag træder op på Blueberry Hill i St. Louis, er det mildest talt ikke for første gang. Det er hans koncert nummer 200 på det legendariske spillested. Det kan derfor forventes, at den aldrende performer har varme fingre, når han stopper forbi Værket i Randers den 12. april på sin afskedsturné." Sådan lød ordene fra GAFFAs reporter Kristoffer Veirum den 15. januar. Mon ikke det holder stik? Der er desværre ikke flere pladser at få til den eftertragtede koncert.

13/4 Timber Timbre, Vega (udsolgt)

Er du til indie af bedste skuffe, er Timber Timbre noget for dig. I starten af april udkom gruppens seneste album "Hot Dreams", et album som GAFFA kvitterede for med fem stjerner. Om koncerten også bliver til fem stjerner, må vi vente at se, men allerede nu er der meldt udsolgt hos Vega til den eftertragtede koncert. Forvent en skøn aften i selskab med canadisk indie-folk.

ANNONCE