Den danske gruppe har fundet sine favoritvideoer frem til ære for GAFFAs læsere
Den danske gruppe Stærosaurus alias sanger og sangskriver Andreas Stær og producer Smedegaard har netop udgivet sit debutalbum, "Store Hoved". Et album, som GAFFAs anmelder Espen Strunk har tildelt fire pæne stjerner med blandt andet følgende ord: "... resultatet er forbavsende flot. Ikke så meget på grund af de multifacetterede indiepop-produktioner, hvor loops og trommemaskiner møder Stærs sangskrivning, men derimod selve sidstnævnte. Stærs tekster er sjældent begavet skruet sammen, og i de heldigste tilfælde – og der er flere – simpelthen gode, effektive sange.
I anledning af albummet har GAFFA bedt Andreas Stær vælge sine fem yndlingsvideoer til ære for GAFFAs læsere. De kommer her:
Jeg elsker musikvideoer - også selv de ikke bliver vist på tv mere. De rigtige billeder til en sang kan i høj rykke ved min opfattelse af musikken, og ofte ser jeg videoen for mit indre øje, hvis jeg hører et nummer i radioen eller på plade, som jeg før har set en video til. Top 5'en er lavet ud fra tanken om, at det skal være fem videoer, som jeg synes er fede og som også passer sammen med en musik som er fantastisk (så ingen Madonna-klip her).
1) The White Stripes - The Hardest Button to Button
Jeg elsker den her video for at tage en simpel ide hele vejen ud. Det er så mega gennemført – selvom det ligner noget, der er optaget med en iPhone...
2) When Saints Go Machine - Add Ends
Uden sammenligning den bedste danske musikvideo nogensinde, og en af de videoer, som jeg har set igen og igen og igen. Det er både absurd og rørende på en gang – det kan jeg ikke komme i tanke om andre videoer, som kan.
3) Weezer - Buddy Holly
Jeg ved ikke, om man kan tale om klassiske musikvideoer - men hvis man kan, er det her en af de største i min bog. Jeg elskede den, da jeg var 12 år, og jeg elsker den nu. Også selvom jeg aldrig har set et afsnit af serien, som de spoofer. Bedste øjeblik er 2:50, hvor dommerne er ved at gå helt ned over cheesy Rivers Cuomos-soloer.
4) Modest Mouse - King Rat
Den bedste tegneserie-video nogensinde. Plottet i den video er lige så grotesk som Modest Mouses musik, og derfor passer det perfekt. Tegnestilen er et sted mellem Samson & Sally, Monty Python og Teletubbies. Husk at se den til enden og få afslutningen med.
5) Elbow - Lippy Kids (live at Blueprint Studios)
Videoer med rockbands, der lader, som om de indspiller i deres lækre studie, mens de flasher deres vintertøj og vintageguitarer og gear kan sagtens være fedt for sådan nogle udstyrsnørder som os (hey, det har virket i mange år - bare tænk på "Please Forgive Me" med Bryan Adams eller "Nothing Else Matters"). Men den her video med Elbow gør det lige dobbelt så fedt ved rent faktisk at være en liveindspilning og ikke bare playback. Jeg får lyst til at flytte til Manchester og spille stueorgel i et gammelt pakhus af det her.
Bonusvideo:
6) Shugo Tokumaru - Katachi
Uden tvivl den mest originale brug af stop-motion jeg har set. Det hele er én utrolig lang bane af papfigurer, som bliver stillet op en ad gangen, lynhurtigt efterhinanden, på et gulv et sted. Skal ses.