John Kay med den brølende stemme runder et skarpt hjørne
... Heavy metal thunder. Den lille bid tekst kom i perspektiv til at definere en ny lyd, som var den en forudanelse. Den er at finde på Steppenwolfs legendariske behåret-biker-hit "Born to Be Wild". Gruppen udødeligegjorde Mars Bonfires lille sang, og den karakteristiske stemme bag ordene tilhører tysk-canadiske-amerikanske John Kay, som i dag fylder 70 år.
Født som Joachim Fritz Krauledat i det nuværende Rusland - det daværende Tyskland - måtte hans mor flygte gennem den kolde vintersne fra Den Røde Hær i 1945 med den lille John hængende løst på armen. Efter at have tilbragt adskillige år af sin opvækst og teenageår i først det sovjetbesatte Østtyskland og siden det engelsk kontrollerede Vesttyskland flyttede familien i 1958 til Canada.
I 1965 befandt Kay - som han nu mere amerikansk klingende kaldte sig - i Californien, hvor han dyrkede sin interesse for bluesrock. Her sluttede han sig til bandet The Sparrows. Besætningen skiftede hyppigt, indtil bandet i 1967 skiftede navn på Kays forslag til Steppenwolf - navnet på den udødelige klassisker af den tyske forfatter Herman Hesse, som Kay var meget optaget af.
De opnåede international succes med store hits som "Born to Be Wild", "Magic Carpet Ride" og "The Pusher". Både "Born to Be Wild" og "The Pusher" blev brugt i filmklassikeren "Easy Rider", og det beseglede dermed gruppens image og senere status. Op igennem 70'erne ledte interne konflikter bandet til at blive opløst flere gange. Kay indspillede i denne periode adskillige soloalbum.
Steppenwolf blev gendannet med John Kay i 1980 og holdt sig aktive til 2007. I 2012 udmeldte John Kay, at han havde solgt rettighederne til navnet Steppenwolf, men forbeholdt sig rettighederne til at turnere som John Kay & Steppenwolf.
Lad os tage et dyk tilbage til storhedstiden og gense "Born to Be Wild" fra 1969: