Nyhed

The Godfather of House er død

Frankie Knuckles blev kun 59 år

House-pioneren Frankie Knuckles er afgået ved døden - kun 59 år gammel. Hans pludselige død blev først offentliggjort af vennen David Morales via Twitter som skrev:

"Jeg er meget trist over at måtte meddele, at min kære ven Frankie Knuckles døde i dag. Kan ikke skrive mere på nuværende tidspunkt."

Det menes, at Frankie Knuckles døde som følger af komplikationer med sukkersyge. Det skriver engelske NME. 


Frankie Knuckles blev født i Bronx i 1955 og blev dj i de tidlige 70'ere. Han flyttede senere til Chicago, hvor han blev en af byens mest fremtrædende dj's. I 1977 åbnede natklubben The Warehouse i Chicago, hvor Knuckles fik residens, og musikken som han spillede blev enormt populær.

Han forlod The Warehouse i 1983 for at åbne sin egen klub, The Power Plant. Han arbejdede også som producer, og han står blandt andet bag Jamie Principals hit "Your Love" fra 1987 samt sit eget hit "The Whistle Song" fra hans debutalbum "Beyond The Mix" fra 1991. Han dannede også Def Mix Productions med vennen David Morales, og de arbejdede med nogle af popmusikkens største kunstnere som Michael Jackson, Diana Ross, Chaka Khan og En Vogue.

Frankie Knuckles bliver i dag betragtet som en af ophavsmændene til den genre, vi kender som house i kraft af sit talent som producer og remixer.


Hør "The Godfather of House" på hans hit "The Whistle Song" her:

ANNONCE