GAFFA sætter fokus på den unikke engelske sangerinde, sangskriver og pianist, som de færreste havde turdet håbe på at se på en scene igen
Det er de færreste Facebook-opdateringer, der bliver modtaget med så stor begejstring som den, der kom på Kate Bushs officielle Facebook-side fredag den 21. marts klokken 10.05 dansk tid. Her stod i al sin enkelthed: "I am delighted to announce that we will be performing some live shows this coming August and September. I hope you will be able to join us and I look forward to seeing you there. We'll keep you updated with further news on the web site. Meanwhile, all details of concert dates and tickets are in the note below. Very best wishes, Kate."
Nyheden spredte sig som en steppebrand over de sociale medier og er i skrivende stund blevet delt 3486 gange og har 3836 kommentarer. For det er mildt sagt ikke hver dag, at Kate Bush annoncerer koncerter. Faktisk har den engelske sangerinde, sangskriver og pianist ikke givet en koncert i fuld længde siden 1979, hvor hun fremførte 24 koncerter i Europa, blandt andet i Falconer Salen i København 26. april. Turnéen var et visuelt udstyrsstykke med talrige kostumeskift, storskærm, dansere, avanceret lyssætning, og som den allerførste kunstner overhovedet sang Kate Bush med en mikrofon fastspændt til hendes ansigt, så hun kunne synge og danse på samme tid – standard ved mange koncerter i dag.
Året forinden havde Kate Bush i en alder af bare 19 år udgivet debutsinglen Wuthering Heights og hele to album, The Kick Inside og Lionheart, der alle blev store hits. Albummene bød på dramatiske, klaverbårne sange med stort orkester og Kate Bushs særegne, lyse stemme helt i front. Kate Bush blev i øvrigt med Wuthering Heights den første kvinde, der toppede den britiske hitliste med en selvskrevet sang.
Familiemenneske
Turnéen i 1979 blev en stor kunstnerisk og kommerciel succes og er udgivet på både cd og dvd. Alligevel skulle der gå 35 år, inden Kate Bush atter for alvor vendte tilbage til koncertscenen. I de mellemliggende år har hun med adskillige års mellemrum udgivet en stribe meget roste og velsælgende album, blandt andet klassikeren Hounds Of Love fra 1985 med storhittet Running Up That Hill og senest 50 Words For Snow fra 2011. Hun har også givet spredte optrædener ved støttearrangementer, hvor hun har fremført en eller nogle få sange – senest til en koncert med sin gamle mentor David Gilmour i Royal Festival Hall i London i 2002, hvor hun gæstede på Pink Floyd-sangen Comfortably Numb.
Nu er hun så tilbage, og de 22 koncerter, alle på Eventim Apollo i London fra 26. august til 1. oktober, blev udsolgt på et kvarter, i alt 80.000 billetter. Eventim Apollo er tidligere kendt som Hammersmith Odeon, hvor hendes live-dvd fra 1979 er indspillet.
Hvorfor har Kate Bush så ikke haft lyst til at give koncerter? Tilbage i 2011 gav hun et af sine sjældne interviews – til GAFFA, hvor hun svarede følgende på spørgsmålet om, hvorfor hun så sjældent spiller live:
– Sagen er, at jeg vil gerne bruge meget tid med min familie, og så ville det være svært for mig at turnere. Jeg har ingen liveplaner, men jeg nød turnéen i 1979 meget, det var en stor oplevelse. Men med tiden er jeg kommet til at bruge så meget tid på produktionsprocessen i studiet, at jeg dårligt har haft tid til at turnere. Jeg er blevet en "recording artist" frem for én, der spiller live.
Men du kan du jo bare give en enkelt koncert eller nogle få, hvis du ikke vil ud på en decideret turné.
– Ja, men jeg ville skulle bruge meget tid på at øve det, og det ville være en dårlig forretning. Det ville koste en formue, som du aldrig kan få tjent hjem igen. Jeg kan virkelig godt lide at lave plader, og jeg kan rigtig godt lide at samarbejde med visuelle kunstnere omkring artwork. Artworket på mine plader er blevet en udvidelse af det at lave et album for mig nu, og det er noget, jeg nyder meget.
Men der vil da være en meget stor interesse fra publikum for at se dig live.
– Åh, tak. Men der virkelig ikke noget, jeg har planer om. (Læs hele interviewet her)
Drama om redningsvest
Nu har Kate Bush altså skiftet mening, og hvorfor kan man kun gisne om. Kate Bushs søn Bertie er blevet 15 år, og kan nok undvære hende 22 aftener, medmindre han skal med på scenen – han synger med på et nummer på hendes seneste album, 50 Words For Snow – og det samme gælder hendes mand, guitaristen Danny McIntosh. Det økonomiske aspekt og tanken om at tjene til pensionen kan være en faktor, om end Kate Bush ifølge velunderrettede kilder bestemt ikke lider nogen nød – hun er blandt andet indehaver af et hus til en værdi af 6,5 millioner pund. Endelig kan man forestille sig, at 56-årige Bush gerne vil spille live, mens hun stadig er i nogenlunde god fysisk form – og så naturligvis tilfredsstille sine fans.
Hvad vi kan forvente af koncerterne, står hen i det uvisse. Det er dog kommet frem, at Bush har forberedt dem sammen med den anerkendte teaterinstruktør Adrian Noble, hvilket tyder på, at koncerterne får en teatralsk dimension. Hun har også afsløret, at dele af koncerten vil fokusere på sangcyklussen The Ninth Wave om en kvinde i havsnød, også kendt som side 2 af hendes meget roste album Hounds Of Love fra 1985. Dette afslørede Bush i forbindelse med, at koncerterne blev lanceret sammen med et billede af Bush drivende på havet iført redningsvest. Da billedet blev offentliggjort, talte hele verden om det forsvundne malaysiske fly MH370, og nogle mente derfor, at timingen var noget uheldig. Kate Bush måtte derfor beklage og forklare tankerne bag billedet i en note på sin officielle hjemmeside – en note, der dog er slettet.
Nogle gætter på, at koncerterne vil rumme sange fra en anden Kate Bush-sangcyklus, A Sky of Honey, del 2 af hendes dobbeltalbum Aerial fra 2005, da denne cyklus omhandler et døgn, fra morgen til morgen, og Bushs koncertrække har titlen Before The Dawn. Én ting kan vi være næsten sikre på: At Kate Bush ikke vil danse helt så uhæmmet og elegant som i 1979. Hendes fysik er selvsagt ikke den samme som dengang.
Under alle omstændigheder må vi forvente noget ekstraordinært. GAFFA har fået billetter til den første koncert, som vi naturligvis anmelder og tager billeder fra. Hvis du også er så heldig at skulle med, ønsker vi dig rigtig god fornøjelse, og ellers må vi stærkt satse på, at der kommer en dvd fra showene. Og så er det jo tilladt at håbe på, at Kate Bush får smag for at spille live, så hun får lyst til at gøre det igen. Også i Danmark. Hendes Facebook-opdatering den 21. marts viser i hvert fald, at hun ikke er færdig med at overraske.
Fotografen fortæller:
En af dem, der overværede Kate Bushs første og eneste koncert i Danmark i 1979, var fotografen Jørgen Angel, der tog en stribe billeder fra koncerten, som han siden har fået solgt til en lang række internationale medier, og nu også til GAFFA. Billederne kan også ses i hans fotobog Beat m.m. fra 2012. Jørgen Angel fortæller:
– Det, jeg husker bedst fra koncerten, var sådan set hendes pressemøde på Hotel Plaza. Jeg tænkte, at hun var en af de mest yndige kvinder, jeg nogensinde havde mødt. Hun var sart som en porcelænsfigur og meget sød, men lidt tilbageholdende. Det kan jeg godt forstå, for hun var jo kun 19 år. Ved koncerten bemærkede jeg, at hun sang med en headset-mikrofon, og det havde jeg aldrig set før. Det var også nødvendigt, sådan som hun bevægede sig rundt. Koncerten var som et velorkestreret teaterstykke, hvor hun for eksempel skød en af sine musikere, der var masser af kostumer, og hendes stemme var fængslende, beretter Jørgen Angel, der dog ikke har fulgt Kate Bush siden, netop fordi hun ikke har givet koncerter. Han har ikke planer om at se hende igen, da han er bange for at blive skuffet efter alle årene.
Månedens P6 Beat-kunstner i september:
Kate Bush er månedens P6 Beat-kunstner på de danske biblioteker i september. I den forbindelse kan du opleve oplæg om hende følgende steder:
Roskilde d. 1. september
Albertslund Bibliotek d. 2. september kl. 16.30 (oplæg ved GAFFAs webredaktør Ole Rosenstand Svidt)
Herning d. 3. september kl. 19 (oplæg ved GAFFAs webredaktør Ole Rosenstand Svidt)
Vejle Bibliotek d. 10. september kl. 19. (oplæg ved GAFFAs webredaktør Ole Rosenstand Svidt)
Frederiksberg d. 16. sep. kl. 17.30 (oplæg ved GAFFAs webredaktør Ole Rosenstand Svidt)
Fredericia: 23. september kl.19
Rødovre Bibliotek d. 24. september kl. 19 (Afholdes i Kulturhuset Viften) (oplæg ved GAFFAs webredaktør Ole Rosenstand Svidt)
Aabenraa: 25. september kl. 16
Slagelse Bibliotekerne d. 30. september 19
Se Bibzooms store guide til Kate Bush:
Kate Bush CV kort:
Født 30. juli 1958
Diskografi, studiealbum:
The Kick Inside, 1978
Lionheart, 1978
Never for Ever, 1980
The Dreaming, 1982
Hounds of Love, 1985
The Sensual World, 1989
The Red Shoes, 1993
Aerial, 2005
Director's Cut, 2011
50 Words for Snow, 2011
Alle album undtagen Lionheart er gået top fem på den engelske hitliste, hvilket gør Bush til den eneste kvinde, der har ligget i top fem på den engelske albumhitliste i fem på hinanden følgende årtier.
Se en helt ny BBC-dokumentar om Kate Bush: