Nyhed

Weekendens bedste koncerter

Svensk pop, dansk rock og islandsk elektro. Så er weekenden da vist reddet!

Man kunne godt fristes til at spørge, hvor sommeren blev af. Den danske sensommer er pludselig meget våd og blæsende i stedet for tør og varm. I aarhus begynder Aarhus Festuge, Aalborg har sin Aamaze Festival, og derudover får Danmark besøg af en svensk popdronning, en rap-legende og islandske elektro-smede. 

Lad os krydse fingre for, at vejret holder, så udendørs-festivalerne bliver godt besøgt, og skulle regnen stå ned, lad os kravle i ly på spillestederne og kaste nogle håndtegn. 

TORSDAG DEN 28. AUGUST


Fredericia

Ulige Numre, Det Bruunske Pakhus, klokken 19.00 

Carl Emil Petersen hjalp Nikolaj Nørlund på Arena til Roskilde Festival, men denne aften står han i front for sit eget band, når Ulige Numre giver Fredericia en bid af deres ungdomshymner. Med et selvbetitlet debutalbum, der godt kunne tegne sig til at blive en dansk klassiker, har de unge herrer sunget sig ind i det danske publikums hjerter. GAFFAs Pelle Sonne Lohmann kvitterede med fire stjerner for albummet under overskriften: "Tager flot tråden op med melodimæssigt stærkt debutalbum"

FREDAG DEN 29. AUGUST

København

Jenny Wilson + MØ, Fredagsrock i Tivoli, klokken 20.00


Det svenske multitalent Jenny Wilson (billedet) begik knap to måneder før nytår genistregen Demand the Impossible!, et kritikerrost album som GAFFAs anmelder Pelle Sonne Lohmann skamroste med ordene "Demand The Impossible! er et sprudlende og kun en anelse rodet overflødighedshorn af opfindsomme og fornemt eksekverede idéer." De tunge elektroniske beats, særegne percussion og den uregerlige, unikke vokal kan opleves i Tivoli, hvor seje Wilson får følgeskab af MØ. Forvent et popbrag.

Aarhus

Treefight For Sunlight, Radar, klokken 20.00 (+ Aalborg Studenterhus, lørdag den 30. august, klokken 21.00)

Treefight For Sunlight udgav deres andet album, "Pizza", i starten af april måned. Det fulgte op på debuten "A Collection Of Vibrations For Your Skull" fra 2010 og er indtil videre blevet mindst lige så godt modtaget som debuten - ikke mindst i GAFFA. Her var Pelle Sonne Lohmann imponeret over udspillets dybdedimension og kvitterede efterfølgende med fire stjerner i sin anmeldelse. Han skrev:


"Pizza rummer ikke et eneste nummer, der tilnærmelsesvist har samme åbenlyse hitpotentiale som nogle af de ekstremt iørefaldende numre, man fandt på A Collection Of Vibrations For Your Skull, men så emmer værket til gengæld af en gennemført dybde. I den forstand er der alligevel tale om to skiver med vidt forskellige kvaliteter, og det er interessant, nu Treefight For Sunlight ellers i vid udstrækning trækker på de samme dyder som sidst."

Bo Kaspers Orkester, Train, klokken 21.30 (+ Tivolis Koncertsal i København lørdag den 30. august, klokken 19.30)

Orkestret har forsynet fans og publikum med god musik siden debuten i 1993, og mon ikke man kan regne med genhør af hits og evergreens som "Köpenhamn", "Vi kommer aldrig att dö", "I samma bil", "Hon är så söt" og "Dansa på min grav". Dermed har svenskerne vundet en særlig plads i mange danske hjerter med deres charmerende blanding af pop, jazz og bossanova. Det har også gjort kvartetten til et af Nordens mest populære livebands og bedst sælgende artister.

Bo Kaspers seneste udspil er "Du Borde Tycka Om Mig" fra 2012, som er produceret af Christian Walz, der, udover at være ophavsmand til storhittet "Wonderchild" fra 2004, også har produceret den populære sangerinde Veronica Maggios "Satan I Gatan". GAFFAs Jan Opstrup Poulsen fik evigt solskin i øjnene af udspillet og kvitterede med fire stjerner (små sole). Han skrev:

"På Du Borde Tycka Om Mig er det mest den let distancerede og underspillede sangskriver, der klæder sine længselsfulde sange med lidt latin og bossa nova og rammer sin helt egen tone af melodisk ubekymrethed."

Aalborg

Touching Grace, Aamaze Festival, Honnørkajen, klokken 19.00

Intet mindre end et af Aalborgs bedste rockbands giver gratis koncert på Aalborg havn i anledning af Aamaze Festival. Det er sommerens sidste koncert fra kvartetten, så forvent vrængende guitarsoli og følt vokal, når bandet voldsomt kaster sig ud i sange som "On the Radio", "Over And Over", "Do" og "Gospels". Hvis du skal have sparket din fredag ordentlig i gang Aalborg-style, skal du hælde en kasse grønne i halsen, danse ned på havnen og synge med.

LØRDAG DEN 30. AUGUST

København 

GusGus, DR Koncerthuset, klokken 21.00

GusGus blev dannet i Reykjavik i 1995. Den oprindelige tanke var at danne et film- og skuespillerkollektiv, men da musikere og dj's sluttede sig til fællesskabet, blev dette kollektiv først og fremmest kendt for sin musik.

GusGus' lyd kan beskrives som "elektronisk, men i et skævt spændingsfelt mellem techno, dance, triphop og house blandet med syre-infuserende synths og – til tider – et instrumentalt tvist af nordisk folkemusik."

GusGus har siden dannelsen udgivet ni album. Deres seneste udgivelse er "Arabian Horse" fra 2011, og de barsler på en ny udgivelse senere på året. Dj-kollektivet har for nyligt udgivet singleforløberen "Crossfade", og det bliver blandt andet med denne forsmag i bagagen, at de besøger Koncerthuset.

Aarhus

Shiny Darkly, Radar, klokken 20.00

Mørket og kulden sænker sig over Radar, når Shiny Darkly i anledning af festugen giver en dosis af deres postpunk. Albummet "Little Earth" fra i år blev godt modtaget af GAFFAs Christian Erin-Madsen. Han kvitterede med fire stjerner og skrev: "Det gør de sporadisk, men det er den kraftige shoegaze, new wave og no future, det suicidalt dystre og klaustrofobisk selvdestruktivt støjende, der sætter det kraftigste aftryk for drengenes tilbageblik og indblik i en svunden tid på et glimrende album. Et album, hvor man af og til føler sig helt ude på afgrunden i selskab med en inderlig stemme fuld af vildskab."

 

ANNONCE