Nyhed

Guide: 11 essentielle koncerter i december

Der er musikalske oplevelser nok til at komme i den rette julestemning, inden der skal danses om træet

Julen nærmer sig med hastige skridt, og det varer ikke længe, før gavebåndet skal flåes af gaverne under juletræet, anden skal fortæres på vikingemanér og ris a l'amande-skålen skal slikkes ren i den indædte kamp om mandlen. Inden da kan du komme i julestemning på en helt anden måde, nemlig igennem fremragende koncertoplevelser i december måned. Det er et bredt anerkendt faktum, at december måned godt kan få den øverste bukseknap til at skrige "Jeg kan ikke spændes" efter indtagelse af julemad, der kunne mætte en afrikansk landsby. Af denne grund er der god anledning til at smide noget af julesulet, ved at danse med til en eller flere af december måneds koncerter, som følger herunder.   

3. DECEMBER

Yoav, Fematen, Herning


Når sydafrikanske Yoav besøger Fermaten, vil han som vanligt indtage scenen alene. Her vil sydafrikanerens sange og alskens elektronik fylde lydbilledet fuldt ud. Yoav spiller en god og forunderlig omgang pop, der tager udgangspunkt i såvel traditionel sang og sangskrivning og elektronisk musik og mandens forkærlighed for dance/club-kulturen. Hans live-performance er en ganske speciel oplevelse, hvor man med egne øjne kan se og imponeres over, hvilke lyde man faktisk kan få ud af en akustisk guitar. Det er oven i købet sydafrikanerens turnéstart. Turnéen følger til andre danske byer, læs mere via ovenstående link.

 

 

 


GAFFA Prisen, Bremen Teater, København

Det er i år 24. gang at GAFFA Prisen hædrer årets bedste danske musikere, og denne gang transmitteres begivenheden på direkte tv.

For femte år i træk kåres vinderne ved et stort prisuddelingsshow. De optrædende er The Asteroids Galaxy Tour, Blaue Blume, Cancer, Tina Dickow, De Eneste To, Djämes Braun, Emil Stabil og TopGunn. Værterne er Sigurd Kongshøj og Annika Aakjær, og afterparty-dj's er Mashti & Jean von Baden og Kalle B & Friends. Showet er nu udsolgt, men sendes direkte på DR3 torsdag den 4. december klokken 20-22.


Se et kort sammenklip fra GAFFA Prisen 2013 herunder. 

 

 

 

5. DECEMBER

Carpark North, Kulturcenter Limfjord, Skive

Elektrorockerne er ved at afslutte deres Danmarksturné oven på det succesfulde album "Phoenix" fra i januar. De slutter i Harmonien i Haderslev lørdag.

 

 

 

 

7. DECEMBER

Lykke Li, Vega 

Sverige er utvivlsomt et af verdens stærkeste musiklande, og blandt alle stjernerne funkler Lykke Li lige den smule ekstra. I foråret udgav hun sit tredje album "I Never Learn", hvorfra titelsangen af samme navn var P3's Uundgåelige i maj måned.

Albummet høstede gode anmeldelser verden over, og pladen blev også tildelt fem stjerner af GAFFA's anmelder Pelle Sonne Lohmann. Fundamentet er i hvert fald lagt for en god oplevelse for det fremmødte publikum i Store Vega.

 

 

 

10. DECEMBER 

Erasure, Musikhuset, Aarhus 

Den står på pailletter, hotpants og victorianske kjoler, når Erasure op mod jul fylder Musikhuset med nye hits og moderne popklassikere. Glæd dig til en flamboyant popoplevelse, når det britiske popband Erasure giver intim koncert i Store Sal. Den legendariske popduo er kommet med et nyt album i september, nemlig "The Violet Flame" og på den efterfølgende verdensturné giver hitmagerne to koncerter i Danmark. Den ene i Musikhuset og den anden på TAP1 i København, men dér er der udsolgt.

 

 

 

11. DECEMBER 

The Raveonettes, Vega, København 

Danskerduoen The Raveonettes har for nylig udgivet det anmelderroste album "Pe'ahi" og er med denne i oppakningen klar til at blæse publikum omkuld i Store Vega. Da GAFFA's anmelder Julie Hugsted oplevede bandet på Train i 2013, gav hun fem stjerner og afsluttede anmeldelsen således: "Aftenens koncert blev nærmest en lomme i tid og rum, hvor det føltes, som om alt stod stille, og der kun var gået fem minutter, da koncerten var ovre. " The Raveonettes spiller også på Train i Aarhus den 13. december.

 

 

  

12. DECEMBER 

Oh Land med symfoniorkester, Konservatoriet, København 

Oh Land udgav i november sit fjerde studiealbum, "Earth Sick", der fik anmeldere og publikum til at juble – igen. Nanna Øland Fabricius, som er tidligere balletdanser og talentet bag Oh Land, leverer medrivende storslået dramatik, melankoli og pop, der giver lytterne lyst til at flytte fødder i takt.
 Til den forestående koncert slår hun pjalterne sammen med symfoniorkestret Copenhagen Phil, og de spiller også sammesteds 13. december.

 

 

15. DECEMBER 

Mastodon, Vega, København

Den amerikanske kvartet har gennem de sidste 13 år levet op til deres navn ved konstant at forfine deres smadrede blanding af progressiv rock, stoner-rock og klassisk metal med et skvæt Slayer-inspiration. Da Mastodon sidst spillede på dansk jord var det som support for Metallica i Horsens Statsfængsel. Her skrev GAFFAs anmelder Michale Jose Gonzalez følgende: "De gale amerikanere tog publikum på en tungt, tonsende og tryllebindende rundrejse gennem deres komplekse kompositioner, hvor fantasien ingen grænser sætter. Mageløst, mastodontisk og ikke til at stå for."

 

 

 

16. DECEMBER 

Julian Casablancas, Vega, København 

Gennem de sidste fire år har The Strokes-forsangeren Julian Casablancas+The Voidz arbejdet på at finde et fælles udtryk. Samarbejdet resulterede i september i bandets første album, "Tyranny", udgivet på Julian Casablancas pladeselskab, Cult Records. Pladen fik tre stjerner af GAFFAs anmelder Lars Löbner Jeppesen med overskiften "Kompleks og krævende kællingeknude." Sammen indtager de Store Vega den 16. december.

17. DECEMBER 

Niels Skousen, Vega, København 

Niels Skousen udgav mandag den 17. november et nyt solo-album med titlen "Smil Eller Dø". Albummet præsenterer Niels Skousen og hans meget personlige sange på en ny måde. I et på en gang intimt, moderne og ikke mindst unikt lydunivers fortæller Niels Skousen de historier og betragtninger, der kendetegner ham og har gjort det siden begyndelsen i start-70'erne med Skousen/Ingemann. Med det nye album i rygsækken er manden med den småhæse vokal og hans band klar til at indtage Lille Vega. Niels Skousen og band spiller også på VoxHall i Aarhus den 18. december. Skousens nye band består i øvrigt af følgende: Mads Brinch Nielsen (keyboard), Kristoffer Munck Mortensen (guitar), Anders Mathiasen (guitar) og Bjørn Heebøll (trommer).

20. DECEMBER 

Thomas Dybdahl, Vega, København 

De seneste tre år har norske Thomas Dybdahl givet koncert i Store Vega kort før jul, og i år holdes denne nye juletradition i hævd, når singer/songwriteren spiller en ikke så julet koncert for det fremmødte publikum. Albummet "What's Left Is Forever" fra 2013 blevet tildelt fem stjerner af GAFFA.

 

 

 

UDSOLGTE KONCERTER:

Disse koncerter ville vi også have anbefalet, hvis de ikke allerede var udsolgt.

5/12 Joey Badass, Pumpehuset

18/12 Boys II Men, Vega

18/12 Gyro, Train og Vega (den norske stjerne-dj spiller to koncerter samme aften og flyver med privatfly fra det ene til det andet).

20/12 P6 Beat rocker Koncerthuset med blandt andre Love Shop, The Minds of 99 og Vinnie Who.

ANNONCE