Nyhed

LISERSTILLE begår darling-massakre og opruster i Europa

Den aarhusianske kvartet signer med stort belgisk bookingbureau og søger samtidig støtte hos deres fans til at indspille nyt album

Det progressive rockorkester LISERSTILLE har siden bandets dannelse knoklet hårdt uden for landets grænser, hvor det årligt står på turnéer i blandt andet Tyskland, Østrig og Tjekkiet. Den europæiske front bliver nu markant oprustet, da bandet netop har underskrevet en bookingaftale gældende for hele Europa med det belgiske bureau Frontal Noize. Samtidig arbejder kvartetten på et nyt album og har netop lanceret en crowdfunding-kampagne til at støtte det økonomiske fundament. 

Det er en hård og fokuseret indsats fra orkesteret og dets repræsentanter i Enough Said Music, der står bag samarabejdet med den europæiske agent. 

"Sammen med bandet har vi fra start arbejdet ud over Danmarks grænser. Det har resulteret i et rigtig stærkt forretningsmæssigt setup på flere fronter, og aftalen med Frontal Noize er en naturlig styrkelse af vores fokus på hele Europa. Men vores arbejde stopper langt fra her. Som repræsentant for LISERSTILLE er vi altid på udkig efter samarbejdspartnere, der kan løfte bandet til næste niveau samt være med til at realisere de meget ambitiøse mål, vi sammen har sat," siger Rasmus Friis, manager hos Enough Said Music.


LISERSTILLE bliver da også modtaget med rosende ord hos Frontal Noize. Her fortæller chefbooker Peter Blomme om sit indstryk af orkesteret: 

"LISERSTILLE er en af de mest fantastiske artister, jeg har stiftet bekendtskab med. I en tid hvor man mere end nogensinde taler om at have 'den ekstra ting', rammer LISERSTILLE hovedet på sømmet. Musikalsk og teknisk er de helt exceptionelle og formår at bevise det konstant. Deres liveoptrædener er helt i toppen og burde opleves af alle, der har bare den mindste kærlighed for musik."

Han har da også god grund til optimisme, da bandet er gået i gang med et nyt album. Og denne gang får orkesterets fans chancen for at hjælpe musikken på vej i form af økonomisk støtte. Albummet bliver nemlig crowdfundet. Sanger og pianist, Martin Byrial, forklarer, at crowdfundingen har to funktioner:


"Dels betyder det konkret, at vi kan rejse midlerne til at realisere vores vision uden at skulle låne pengene – heller ikke af et pladeselskab, som det ellers ofte er normalt. Men vigtigst betyder det, at vi kan engagere netværket af de mennesker, der virkelig godt kan lide vores musik. Og fordi vi indspiller pladen, mens kampagnen kører, så har vi vores dedikerede lyttere i hovedet, mens vi skaber musikken. Vi tænker på de mennesker, der tænker på os, og som ønsker, at vi skal komponere kompromisløst, og det giver en fantastisk motivation," forklarer han og fortsætter:

"Med denne pladeproduktion går vi ind til marven. Vi fokuserer på kernematerialet, og hvor der tidligere har været plads til alt, er der her tale om en regulær darling-massakre."

Indtil videre er det da også gået flot fremad med crowdfundingen. Du kan læse mere om det nye album og støtte LISERStILLE her.


Sidste år udkom LISERSTILLE med minialbummet "Flight Of Belljár", som over tre sange omhandlede jordens undergang. GAFFAs musikanmelder Pelle Sonne Lohmann kvitterede med fire stjerner og skrev: "Flight Of Belljár ligger i naturlig forlængelse af Lis Er Stilles hidtidige værker og er således en massiv og mættet sag med enkelte åndehuller hist og her – bandets episke format fornægter sig ingenlunde, og man dyrker fortsat den progressive rock med en inderlig og oprigtig kærlighed, det er svært ikke at beundre." 

Hør Martin Byrial fortælle om det nye album og crowdfundingen i videoen her:

 

 

ANNONCE