Nyhed

Mudhoney spiller tre koncerter i Danmark

Et af de ældste og mest indflydelsesrige bands på Seattles rockscene, Mudhoney, er klar til at indtage Danmark, hvor de spiller tre koncerter

Det amerikanske band, Mudhoney, som senest udgav albummet "Vanishing Point", er klar til at imponere et dansk publikum i Aarhus, Odense og København.

Mudhoney blev dannet i 1988 efter opløsningen af bandet Green River, hvis medlemmer blandt andet talte de senere Mudhoney-medlemmer Mark Arm (sang og rytmeguitar) og Steve Turner (lead-guitar) og de senere Pearl Jam-musikere Jeff Ament og Stone Gossard. Mudhoney debuterede i 1989 med et selvbetitlet album og har siden udgivet en lang række album, senest "The Lucky Ones" fra 2008. Gruppen er langtfra det mest kommercielt succesfulde på Seattles grungescene, men har opnået stor anerkendelse for deres blanding af heavyrock, blues og punk, der har inspireret mange andre bands.

Med albummet "Vanishing Point" i rygsækken indtager det amerikanske grungeband Skandinavien. Albummet fik dog ikke GAFFA's Keld Rud til at klappe i anmelderhænderne, da han mente at bandet for længst havde overskredet holdbarhedsdatoen. Han gav albummet to stjerner og uddybede således: "Skønt Mudhoney var et toneangivende band på Seattles undergrundsscene i firserne og dermed med til at lægge grundstenene til det, der skulle udvikle sig til grungen og revolutionere rockmusikken, oplevede de fire aldrig antydningen af den succes, som deres kollegaer gjorde. De fortsætter dog ufortrødent med at sende udgivelser ud, der på rigtig mange måder lyder som deres tidlige værker, dog med en mere stueren produktion."


På trods af ovenstående anmeldelse har et dansk publikum nu muligheden for at opleve et af de mest indflydelsesrige og meget anerkendte bands på Seattles rockscene live. 

Mudhoney spiller følgende steder i skandinavien:

05.05                  Loppen / Kbh.


06.05                  Sticky Fingers / Göteborg

07.05                  Vulkan Area / Oslo

08.05                  Nalen / Stockholm


09.05                  Radar / Århus

10.05                  Posten / Odense

Hør Mudhoney med nummeret "I Like It Small", herunder.  

 

 

ANNONCE