Michael Gira & Co. vender tilbage til landet i 2015
Den amerikanske støjrock-med-mere-gruppe Swans giver koncert på VoxHall i Aarhus 5. maj oven på en anmelderrost koncert i Store Vega i november.
Bandet under ledelse af sanger, sangskriver og guitarist Michael Gira spiller eksperimenterende rock, der baserer sig på både støjrock, postpunk og neofolk og er kendt for meget lange sange og koncerter med massiv lydstyrke. Gruppens seneste album, dobbeltalbummet "To Be Kind", indeholder således 10 numre med en samlet spilletid på i alt 1 time og 21 minutter, altså i snit 12 minutter per sang.
Swans blev dannet i New York i 1982 og opererede i første ombæring indtil 1997, hvor gruppen gik i midlertidig opløsning – mest af alt fordi Michael Gira fik for travlt med mange andre gøremål, ikke mindst arbejdet med sit pladeselskab Young God Records, som han stiftede i 1990 for først at udgive Swans, siden navne som Angels of Light, Lisa Germano, Devendra Banhart og mange flere.
Swans blev gendannet i 2010, og hvor bandet i sin oprindelige levetid oplevede masser af udskiftninger i bandbesætningen, var tre medlemmer fra tidligere inkarnationer, foruden Gira selv, atter med i 2010 – hertil kom to nye musikere, og den dag i dag tæller bandet fortsat disse i alt seks medlemmer.
Swan albumdebuterede i 1983 med "Filth" og har siden udgivet yderligere 12 album, senest det meget roste dobbeltalbum "To Be Kind" (2014), der har givet gruppen sine højeste hitlisteplaceringer til dato – nummer 37 i USA og nummer 38 i England.
GAFFAs anmelder Frederik Kyhn tildelte i november Swans-koncerten i Vega fem stjerner og skrev blandt andet: "Hvor andre af 80'ernes relikvier forlængst har opgivet teten eller er gået schlagernes vej, stod Swans denne aften som et sprællevende eksempel på, at alder blot er et tal." Læs hele anmeldelsen her.
Billetsalget er netop begyndt på fondenvoxhall.dk
Varm op med nummeret "Oxygen" fra albummet "To Be Kind":