Nyhed

Dette kan du opleve, når Miley Cyrus gæster Danmark

Sangerinden har netop haft premiere på sin spektakulære Bangerz-tour

Miley Cyrus havde på Valentinsdag verdenspremiere på sin "Bangerz"-turné i Rogers Arena i Vancouver, Canada – en turné, der rammer Forum i København 4. juni. Rolling Stone havde en reporter til koncerten, Denise Sheppard, og hun kan berette, at der var masser af spektakulære øjeblikke undervejs. Det mest imponerende var dog, at Miley Cyrus ifølge Denise Sheppard sang fremragende hele aftenen, uden brug af backtrack og med kun diskret opbakning fra koret.

Rent visuelt var der dog også noget at komme efter. Miley Cyrus kom på scenen ud af en kæmpe videoprojektion af hendes egen mund og kurede ned på scenen på en oppustelig tunge. Senere red hun ud over publikum på en kæmpe wienerpølse, der blev hejst op over mængden, og i en videosekvens optrådte hun letpåklædt og i bondage-outfit. Cyrus var iført imponerende tøj skabt til turnéen af designere som Roberto Cavalli, Jeremy Scott, The Blonds og Marc Jacobs, ligesom hun havde indkøbt vintage-tøj af Bob Mackie til lejligheden.

Musikalsk fik publikum undervejs et par akustiske covernumre i form af Outkasts "Hey Ya!" og "Jolene" af Dolly Parton, der i øvrigt er Miley Cyrus' gudmor. Disse covernumre bliver efter planen skiftet ud med mange andre i løbet af turnéen.


Miley Cyrus' erklærede forkærlighed for potrygning kom til udtryk ved, at en af hendes dansere var klædt ud som en joint, og i merchandiseboden blev der solgt rullepapir, til 40 dollars per pakke, da to af stykkerne var lavet af 24 karat guld.

Til gengæld twerkede Miley Cyrus ikke én eneste gang, ganske som hun for nylig erklærede.

Du kan stadig finde billetter til koncerten i Forum 4. juni via GAFFA Live.


 

ANNONCE