Tivoli Friheden i Aarhus er klar med de fire første navne til årets kommende fredage
Hver fredag fra sæsonstart til sæsonafslutning byder Tivoli Friheden i Aarhus på det, de kalder Fed Fredag. Konceptet har 10 års jubilæum i år og fortsætter ufortrødent med dagens fire første navne, som tæller Mads Langer, Christopher, Noah og Rasmus Nøhr.
De havde succes med ham sidste år med mere end 12.000 gæster og giver nu endnu engang aarhusianerne muligheden for at opleve den folkekære Mads Langer. Den danske sangers popularitet steg voldsomt, efter han deltog i TV2's "Toppen Af Poppen" og ikke mindst, da han vandt fire priser til sidste års "GAFFA-Prisen". Her løb den 30-årige dansker med priserne "Årets Danske Album", "Årets Danske Hit", "Årets Pop-Udgivelse" og "Årets Danske Mandlige Kunstner". Mads Langer giver sit bidrag til Fed Fredag den 23. maj.
Sidst Christopher spillede til Fed Fredag var det med gæster, som overnattede ved Tivolis port dagen før for at sikre sig en plads til popdrengens koncert. I år spiller 21-årige sanger fredag den 25. juli.
Noah, en duo bestående af Troels Gustavsen og keyboardspiller Lasse Dyrholm, som mange kender fra sangene "Alt Er Forbi" og "Over Byen", spiller pop med associationer til navne som Rasmus Seebach og Burhan G. Popduoen skal sætte gang i Fed Fredag den 20. juni.
Den glade københavner Rasmus Nøhr spiller den 6. juni, hvor han uden tvivl kommer til at sætte gang i fødderne i Friheden med hits som "Det Glade Pizzabud", "Sommer i Europa" og "Sød Musik". Den danske sanger og sangskriver gav koncert på Train i Aarhus sidste år, en koncert som GAFFAs anmelder Morten Ebert Larsen kvitterede med ikke mindre end fem ud af seks stjerner. Han gav københavneren følgende ord med på vejen: "Rasmus Nøhr har i det hele taget formået at skrive rigtig mange gode tekster, som rører folk – og hvorfor gør de så det? Ja, måske er de nogle steder banale, men de bliver aldrig joviale, og der er altid en skarp kant, og samtidig vækker de den vigtige genkendelse hos publikum. Og så synger han jo, for det meste, om noget de fleste af os har prøvet. Kærligheden."
Tivoli Friheden vil de kommende uger løfter sløret for endnu flere navne til årets kommende Fed Fredag-arrangementer, som sidste i år genererede mere end 124.000 gæster.