Nyhed

Guide: Februars mest spændende album

GAFFA har samlet de 10 albumudgivelser, vi glæder os mest til - og vi har samlet de tilgængelige singler i en playliste

For enhver musikelsker er begyndelsen på en ny måned en smule speciel, fordi det betyder, at man kan se frem til en række nye albumudgivelser. Hver dag udkommer der uendelig meget musik - på forskellige platforme, i forskellige medier - og det kan være svært at holde styr på alt det nye. I GAFFA-regi har vi gravet 10 albumudgivelser frem i denne måned, som vi glæder os til. Det siger sig selv, at vi med så snæver en liste går glip af en masse gode sager, men måske vi inkluderer nogle, som du umiddelbart ikke havde tænkt på. Vi har samlet de tilgængelige singler fra de kommende udgivelser i en playliste, som du kan høre her forneden. Lad os se, hvad vi er kommet frem til i februar.

Vores 10 udvalgte i denne måned er: Johannes Andersen, Band of Horses, Chorus Grant, CODY, Green Lives, New Bums, Nina Nesbitt, Rumpistol, St. Vincent og Temples.  

Den 8/2 udkommer Temples' "Sun Structures". Det bliver det psykedeliske rockbands debutplade. De har siden 2012 udgivet fire singler og været på turné med blandt andet Kasabian og The Vaccines. Samme dag udkommer der også dansk electronica af fineste skuffe, når enmands-projektet Rumpistol udgiver "Away".


Det er også et dansk orkester - med engelske tekster - der er på tale, når CODY (billedet) udgiver deres længe ventede "Windshield" den 10/2. Forvent mere melodiøs americana med et snert post-rock. Førstesinglen "The Medic Blues" har været ude siden 2. december sidste år.

Den 11/2 udkommer et livealbum fra Band of Horses. De brød igennem i 2007 med albummet "Cease to Begin", hvor særligt sangen "There's a Ghost" storhittede. De har trukket stikket ud på de elektriske guitarer og optaget deres største hits over to aftener i The Ryman Auditoriums intime rammer i Nashville. Mon ikke også de akustiske arrangementer faktisk vil klæde bandets sange fortræffeligt.

New Bums er en duo. To mænd, to guitarer, ét rum. Den 17/2 udkommer deres debutalbum, det oprigtigt titlede "Voices In A Rented Room". Skal håret affarves i februar, må Nina Nesbitts "Peroxide" være et godt bud på et underliggende soundtrack. Der er dømt fængende skotsk pop - hør for eksempel singlen "Selfies", hvor Nesbitt tager fat i det moderne selvudstillende fænomen. 


Affarvet hår er noget, Annie Clarke - også kendt som St. Vincent - i stor stil dyrker i den dystopiske musikvideo til singlen "Digital Witness" fra hendes kommende selvbetitlede album. Én ting er, at den kønne Clarke kan fostre et sådant "gammel-kone-look" uden at miste sin hipster-cool, en anden ting er, at hun spiller en forrygende futuristisk spade. Og når selv et postmodernistisk koryfæ som David Byrne giver hende tommelfingeren op, kan vi ikke andet end selv at skrue forventningerne op. Lyt med den 24/2. I samme ombæring udgiver Green Lives deres første regulære album to år efter deres debut-ep. "The Years" kommer albummet til at hedde. Det stopper dog ikke her. Tidligere forsanger i The River Phoenix, Kristian Finne Kristensen er klar som Chorus Grant og udgiver sit andet album, "Space". Førstesinglen "O Everyone" debuterede i januar med en flot musikvideo.

Samfundsforsker og lektor på Aalborg Universitet Johannes Andersen udgiver på månedens sidste dag, det vil sige den 28/2, sit tredje album, det melankolsk titlede "Mellem Skyernes Skygger". Han har tidligere udgivet et album med fortolkninger af Bob Dylan på dansk. Det kommende album indeholder 10 nye sange, der kredser om hverdagens gøremål, muligheder og grænse.

Vi kan også glæde os over Shaka Loveless' andet album, "Det Vi Sku' Miste", der udkom den 3. februar.


Her var vores ti udvalgte. Hvilke udgivelser glæder I jer til derude?

Lyt til playlisten med singler fra nogle af de ti kommende udgivelser på WiMP
 
Lyt til playlisten med singler fra nogle af de ti kommende udgivelser på Spotify

ANNONCE