Nyhed

Guide: Fem fantastiske liveoptagelser fra The Ryman

Band of Horses' nye livealbum er indspillet på det legendariske spillested i Nashville. Vi har fundet de fem bedste koncertoptagelser fra The Ryman Auditorium.

Læs GAFFAs anmeldelse af "Acoustic at the Ryman" i GAFFAs anmeldelsessektion

I Nashville, Tennessee ligger The Ryman Auditorium. Et spillested, hvor man kan føle historiens vingesus. Listen af store kunstnere, der har stået på scenen her er alenlang, og det er bestemt ikke for ingenting, at stedet betegnes som "the mother church of country music". The Ryman har blandt andet fra 1943 til 1974 dannet rammerne om den legendariske radioudsendelse "The Grand Ole Opry", der har kørt lige siden 1925 til i dag, og hvor store stjerner som Hank Williams, Johnny Cash, Louis Armstrong og endda en ung Elvis Presley har optrådt.

Det var også herfra, førnævnte Mr. Cash sendte sit ugentlige tv-show fra 1969 til 1971, og den Jonathan Demme-instruerede Neil Young-koncertfilm Heart Of Gold (2006) er optaget. Charlie Chaplin har optrådt her, Clint Eastwood har indspillet film her, og nu har altså også Band Of Horses indspillet og udgivet et akustisk live-album herfra, "Acoustic at the Ryman". Og frontmand Ben Bridwell er udmærket klar over, at det er noget nær hellig grund, han og bandet har betrådt. Læs et GAFFA-interview med ham her.


Band Of Horses er altså langtfra de eneste, der har udgivet live-materiale fra The Ryman Auditorium. Her er fem, der er værd at tage et lyt på.

Levon Helm – Ramble At The Ryman

Et udstyrsstykke i livs- og spilleglæde fra den legendariske The Band-sanger, hvis helbred er skrantende, men humøret fejler ikke det mindste, når han øser ud af musikalsk overskud med kendte legekammerater.

Emmylou Harris – At The Ryman (1992)


Bjergtagende live-album fra Emmylou Harris, der her fremfører materiale af sangskrivere, der har haft indflydelse på Harris' egen musik. Det er således sange af så forskellige kunstnere som Everly Brothers, Creedence Clearwater Revival og Bruce Springsteen, der her udsættes for Emmylous smukke røst i fremragende fortolkninger.

Raconteurs – Live At The Ryman Auditorium (2011)


Det er næsten altid en fornøjelig affære, når den gode Jack White slår sig løs, og The Raconteurs er da så absolut ingen undtagelse – tværtimod. Denne live-optagelse fra The Ryman Auditorium, der kun er udgivet på vinyl, bevidner, hvor slagkraftigt og legesygt et ensemble, de fem herrer er, når de slår sig løs, og det gør de så sandelig efter alle kunstens regler. 

Waylon Jennings – Never Say Die: The Complete Final Concert (2007)

Stærk og rørende optagelse af conutry-legendens sidste koncert nogensinde. Selvom manden er for syg til at stå oprejst, viser hans stemme sig fra sin største og mest fyldige side, når han tager publikum gennem klassikere som Only Daddy That'll Walk The Line, Lonesome, On'ry And Mean og Never Been To Spain.

Neil Young – Heart Of Gold (2006)

Ondskabens Øjne-instruktøren Jonathan Demme står bag denne fremragende koncertfilm, der fulgte i kølvandet på Neil Youngs formidable Prarie Wind-album, der her fremføres i sin helhed sammen med en flok yderst prominente partners in crime – blandt andre en vis Emmylou Harris. Young gennemgik forud for koncerten en hjerneoperation, og selvom den næppe har haft en direkte indvirkning på showet, er der en umiskendelig alvor i musikken, der er til at tage og føle på.

ANNONCE