Nyhed

Guide: Her er weekendens bedste fester

Vil du have horror, house eller neonfarvet r'n'b på dit dansegulv denne weekend? Find vej til din yndlingsfest her.

Fredagsbar på museet

I København kan weekendens indledes på Statens Museum for Kunst, hvor museets månedlige fredagsbar er tilbage. Denne gang har museet inviteret den aktuelle Frost Festival til at hive tre bands fra deres musikprogram ind på museet for at spille pop-up-koncerter. Det ene band er Spillemændene, de to andre er en overraskelse, og hvert band spiller to koncerter forskellige steder i museet. Man kan også opleve museets nyindkøbte videoværk af performancekunstneren Marina Abramovic, og fra klokken 20 dj'er kunstneren Alexander Tovborg, som lover noget med kirkekaffe, oblater og toner fra Vatikanet, på den store scene. Der er som altid kolde drinks og gratis entré.

Hvad: SMK Fridays #4


HVor: Statens Museum for Kunst, Sølvgade 48-50, Kbh. K.

Hvornår: Fredag 7. februar kl. 16 til 22

Hvordan: Gratis


 

Bas i Bøssehuset

Fredag holder C-Town Bass basfest i Bøssehuset for tredje år i træk, i år i fællesskab med Antiracistisk Ungdom. Soran & Petter Pistol, Crack'A'Wave, Skankiller, JSL, Serberen og Linus-E sørger for den tunge basmusik, og både bar og entre er trykket lige så meget i bund som bassen og dermed så billig, at alle kan følge med, lover arrangørerne.


Hvad: Bas i Bøssehuset

Hvor: Bøssehuset, Christiania

Hvornår: Fredag 7. februar kl. 20 til 05

Hvordan: Facebook-event

 

Klub Golem er tilbage

I Odense er det blevet tid til årets første Klub Golem, som denne gang har besøg af det københavnske neofolk-band Of The Wand and The Moon. Bag dj-pulten sørger Ras Bolding, Grayskull, Electromantic og Ghost Dance for en solid dosis goth, industrial, new wave og electronica til dansegulvet, og vil man have et ekstra skud mørke, er der også mulighed for at shoppe horrorbøger med hjem.

Hvad: Klub Golem

Hvor: Kulturmaskinen Odense, Farvergården 7, Odense C.

Hvornår: Lørdag 8. februar kl. 20 til 02

Hvordan: 50 kr.

 

Besøg fra Paris og London

Parisiske Dyed Soundorom, som nu er resident-dj på Ibizaklubben DC10 (det er en af de klubber på festøen, hvor man, i modsætning til et gigantsted som Pacha, tager hen, hvis man gerne vil høre undergrundslyd frem for partyhouse) gæster Culture Box lørdag aften. Han suppleres på mainfloor af Peter Pixzel, som er på visit fra sin ugentlige søndagsfest WetYourSelf på Londonklubben Fabric. Det bliver en god nat på Black Box, men vil man have lidt afveksling, kan man som altid slentre et smut i den røde kælder, som denne lørdag regeres af Anders Vendelbo, Løwenstein og Kong.

Hvad: WetYourSelf! præsenterer Dyed Soundorom

Hvor: Culture Box, Kronprinsessegade 54a, Kbh. K

Hvornår: Lørdag 8. februar fra kl. 21

 

Musikakademiet indtager Jolene

Tiden for dette års Red Bull Music Academy, som i år afholdes i Tokyo, nærmer sig. Håbefulde musikere, som vil have sig en musikalsk oplevelse for livet (og et heftigt skud til karrieren, hvis de suger til sig på den rigtige måde), kan ansøge om at komme med mellem den 15. og den 18. marts (læs meget mere om Red Bull Music Academy i GAFFAs artikel fra sidste år) - og det markeres med fest på Jolene lørdag aften, hvor RBMA har inviteret den canadiske (men nu i Barcelona bosatte) Sinjin Hawke om bag pulten til en omgang bas kombineret med "neon-r&b" og instrumental-rap. Jep, RBMA er glade for blandingsgenrer, hvilket også fremgår af de danske navne, der er på programmet samme aften: Unkwon (rave+blues) og Benal, der selv beskriver deres musik som "en 140 kilos steroidekvinde med et britisk temperament og et kingkong-hjerte". Party on!

Hvad: Red Bull Music Academy X Jolene

Hvor: Jolene, Flæsketorvet 81-85

Hvornår: Lørdag 8. februar fra kl. 22

Hvordan: Gratis

 

Velhængt techno

Der er rå og sej no nonsense-techno på KB18 lørdag aften, hvor Kødklubberne indtager adressen for anden gang med Rexie Lex, Mike Brown, William Hass, Mike Landers, Mäusegerät og Emil Frilund bag dj-pulten. Og der er rigeligt tid til at blive mørbanket på dansegulvet: Festen slutter med garanti først ved 08-tiden, og det koster beskedne 30 kr. at komme ind.

Hvad: Kødklubberne Klubnat #2

Hvor: KB18, Kødboderne 18, Kbh. V.

Hvornår: Lørdag 8. februar kl. 23:55

Hvordan: 30 kr.

 

Rosemary på Bakken

Til denne omgang af Werk It på Bakken er der koncert med dansk/iranske Rosemary (de spiller live klokken 22). Mester Jacobsen og Cockwhore & Macho serverer disco og det, der er hårdere, fra dj-pulten, og så bliver der taget frække fotos af Vesterbro Drag Udlejning. Det udlyser et shot til de vovede foto-objekter. Og ja, de ryger på tumblr.

Hvad: Werk It feat. Rosemary

Hvor: Bakken, Flæsketorvet 19-21, Kbh. V.

Hvornår: Lørdag 8. februar kl. 21

 

ANNONCE