Nyhed

Hør Justin Bieber angribe kritikere i ny sang

Den skandaleombruste stjerne er klar med første nummer, siden han blev anholdt for spirituskørsel

Justin Bieber har fået massiv medieomtale den seneste tid grundet en række skandaler, men han har dog også stunder til at lave musik, og han har nu offentliggjort en ny sang, "Broken", i samarbejde med L.A.-rapperen Blake Kelly. Nummeret er den første nye sang fra Bieber, siden han blev anholdt for spirituskørsel i januar, og er offentliggjort på sitet livemixtapes.com. Hør det nedenfor.

I sangen åbner Bieber med ordene "I guess they want a reaction/but I ain't gonna give it to them", og i omkvædet synger han: "I cannot be broken/like I know you were hopin'." Måske en kommentar til Biebers mange kritikere?

Justin Bieber skal for retten i Miami 3. marts, sigtet for spirituskørsel. Han risikerer desuden en sag for hærværk efter beskyldninger om at have kastet æg mod sin nabos hus i Calabasas nær Los Angeles. Desuden blev hans lejede fly for nylig undersøgt af politiet, der havde mistanke om, at der var marihauna om bord. Selvom politiet fandt spor af marihuana, opgav man dog at rejse en sag grundet mangel på beviser. I januar fandt politiet desuden stoffer i hans hjem, og Biebers ven Xavier "Lil Za" Smith blev i den forbindelse anholdt.

ANNONCE