Vi har fanget hjerteknuseren for at høre, hvad vi kan vente på hans kommende turné
I aften indleder Thomas Hemig sin Danmarksturné i T. Hansen Arena i Fredericia. Vi har fanget ham, inden det hele går løs, for at høre lidt om, hvad vi kan forvente.
Hvordan er det gået i øvelokalet?
– Jeg er på vej derud nu og er sikker på, at det bliver fedt, jeg elsker at øve.
Hvad kan vi forvente af koncerterne?
– En masse nyt og en masse smukke gamle modeller i nye, smarte kjoler.
Hvad står der på jeres forplejningsliste?
– Jeg ved det faktisk ikke, men der plejer at være rigeligt af alt.
Hvad gør I, lige inden I går scenen?
– Vi mødes i vores bagscenebar til et glas rom og en krammer.
Hvad hører I i turbussen?
– Som regel snakker vi bare, men hvis vi fester, så ryger El Remolon (argentinsk dj og producer, red.) på.
Hvordan sammensætter I sætlisten?
– Claes (Antonsen, trommeslager, red.) og jeg finder frem til sættet sammen, og så justerer vi løbende, indtil turen er slut.
Hvad er det bedste ved at spille live?
– Øjeblikket.
Hvis du skal beskrive en koncert med dig med tre ord – hvilke skal det så være?
– Øjeblikket, øjeblikket og øjeblikket.
Hvad var den sidste koncert, du selv har været til, og hvordan var den?
– Det var på en salsabar i Havana, og det var livsbekræftende.
Hvordan ser dine koncertplaner ud i resten af 2014?
– Jeg skal stort set spille hele året, hvor heldig har man lov at være?