Nyhed

10 mindeværdige Grammy-øjeblikke

Årets prisoverrækkelse nærmer sig med hastige skridt, så vi har kigget på 10 øjeblikke i showets historie

Når den amerikanske Grammy uddeles for 56. gang på søndag, er det ikke bare musikverdens mest omtalte prisuddeling. Det er også et samlingspunkt for hele det store parnas af tidens største musikstjerner og folk fra underholdningsbranchen. De tropper alle op på den røde løber, hvis ikke på grund af en nominering i en af de mange kategorier, så i det mindste for at gøre sig en smule bemærket. Den celebre ceremoni har derfor altid været god for både rørende og latterlige øjeblikke, når så mange mennesker samles under ét tag for at hylde det forgangne års musik. Vi har samlet 10 mindeværdige øjeblikke.

10) Kan I synge eller hva'?

Lad os starte lidt uden for musikken. I 1990 modtog duoen Milli Vanilli en Grammy for "Bedste nye kunstner". Men hov, de to hårdtpumpede fyre var bedre til at mime til et backing track end at synge selv, og det er da heller ikke for deres musikalske egenskaber, at de nævnes i denne sammenhæng. Den skandaleombruste duo var nemlig de første i Grammyens historie til at få frataget deres pris, da det på pinlig vis blev afsløret, at de ikke havde åbnet munden én eneste gang på deres debutalbum. 

9) All you need is love


I et større selskab kan man godt være en smule reserveret. Nogle gange sker der dog noget, der får folk til at stå sammen. Et sådant øjeblik indtraf i 1982, da Yoko Ono modtog en Grammy på vegne af John Lennon, der ulykkeligvis var blevet skudt ihjel året forinden. Lennons budskab om kærlighed var dog langt fra glemt, hvad straks viste sig, da det 1000-tal stærke publikum i salen applauderende rejste sig for at hædre den faldne musiker. Bagefter sagde Yoko Ono: "Jeg var overvældet af den massive kærlighed og opbakning fra publikum, som jeg og Sean følte, da vi trådte op på podiet." 

8) All thriller, no filler


The King of Pop, Michael Jackson, kommer man ikke udenom. Det er måske særlig året 1984 der var afgørende i at krone ham med hans titel. Her var han nomineret i hele 12 kategorier, og han tog otte statuetter med hjem til Neverland Ranch for albummet "Thriller". Det kan vel heller ikke overraske, at albummet har solgt i omegnen af 42,4 millioner eksemplarer, når man tænker på, hvor mange af Jacksons største hits der er at finde på lige netop "Thriller".  

7) Adele kan også


Jackson er tæt efterfulgt af Adele, som i 2012 vandt ikke mindre end 6 statuetter for sit andet album "21". Det er også et album der kan noget særligt i forhold til hitlister. Det har blandt andet ligget 155 uger på Billboard Hitlisten, og i en tid, hvor albums er ligeså svære at sælge som broccoli til småbørn, går det for at være en overraskende succes med et salg på omkring 28 millioner eksemplarer. 

6) Slim Shady møder the Rocket Man

Slim Shady har til tider en homofobisk tunge så fæl, at han får Vladimir Putin til at ligne en stamgæst på Panbar. Derfor var det et smukt øjeblik, da Elton John sluttede sig til Eminem på scenen under hittet "Stan" i 2001. Elton John udtalte rammende til Los Angeles Times efterfølgende: "Jeg er en stor fan af Eminems musik. Jeg vil hellere være med til at rive væggene der adskiller folk ned end at være med til at bygge dem." Måske de også har forstået det i Rusland, for som vi skrev i går, er Elton John budt velkommen i landet på trods af de diskriminerende sanktioner mod homoseksuelle det russiske parlament vedtog sidste år.

5) "Soja-bombe"

I 1998 var Bob Dylan for en gangs skyld knap så vrissen. Han havde året forinden udgivet det mesterlige "Time Out of Mind" produceret af Daniel Lanois, og han skulle optræde til ceremonien med et nummer herfra. Smilet forstummedes dog en smule i Dylans ansigt, for knap var han gået i gang med "Love Sick", en mørk og hjemsøgende sang, før en ung mand sprang op på scenen i bar overkrop med ordene "SOY BOMB" skrevet henover brystkassen. Det slog dog ikke den gæve Dylan ud, som rystede lidt på hovedet og spillede videre, mens sikkerhedsfolk fik den unge mand slæbt af scenen. Det skulle åbenbart være et eksempel på performancekunst. Der er dog stadig ikke nogen der ved, hvad en "soja-bombe" er, og hvad den har med Bob Dylans sangkatalog at gøre.

4) Æg-cellent

Hvis du nogensinde skal til Grammy-ceremonien, er måden du gør din entre på vigtig. Det er et spørgsmål om stil. Når du står på den røde løber, skal du nemlig være sikker på, at fotograferne vender deres glimtende linser mod dig. Mange har forsøgt med nedringede kjoler - her tænker vi især på den stoføkonomiske kjole Jennifer Lopez havde på i 2001 - men Lady Gaga må løbe med, hvis ikke en Grammy, så prisen for mest originale ankomst på den røde løber. I 2011 ankom den kunstneriske mademoiselle i et kæmpe æg, båret af nogle standhaftige modeller. Heri lå hun gemt i tre timer, for ligesom at leve sig ind i rollen (som blomme), før hun brød ud af skallen på scenen for at synge "Born This Way". Hvorvidt det er appetitvækkende, overlader vi til den individuelle smag.  

3) Taknemmelighed er en dyd

Kanye West må have taget noter fra Grammy-overrækkelsen i 2004. Da Evanescence vandt i kategorien "Bedste nye navn", følte 50 Cent sig straks så forsmået, at han måtte vise, hvad en rigtig gangster er lavet af. Han stormede op på scenen og afbrød forsangerinde Amy Lee i hendes takketale - hvori hun i øvrigt takkede 50 Cent. Sådan er det også til en prisoverrækkelse, det er svært ikke at blive skuffet. Det er desværre bare ikke alle der husker, at man også godt kan opføre sig ordentligt og tage et nederlag med oprejst pande. 

2) Det handler om musik, ikke reklamekroner

I 1993 tog Billy Joel sagerne i egne pianohænder, da han blev oprørt over den stigende tendens til at forkorte kunstnernes takketaler for i stedet at klippe til reklamer i tv-transmissionen af ceremonien. Det var ikke godt nok for den iltre sanger, så da han skulle opføre sit på det tidspunkt store hit "River of Dreams", besluttede han sig for at protestere. Vi nærmer os slutningen af sangen, da Billy Joel stopper, kigger på sit ur og siger: "Værdifuld reklametid går tabt. Værdifuld reklametid går tabt. Dollars, dollars, dollars." til stor jubel fra publikum. 

1) Det var godt nok en metalpris, ikke? 

I 1988 skulle prisen for "Årets Hårdrock/Metal" udgives for første gang. Blandt de nominerede var Metallica. Metalbandet red på et lyn af succes med albummet "... And Justice for All" og var spået til at vinde over AC/DC, Iggy Pop, Jane's Addiction og det engelske progband Jethro Tull. Det var dog ikke Metallicas metalliske lyd, som dommerpanellet blev slået omkuld af. Det var snarere Ian Anderson og hans fløjte, fordi Jethro Tull fik overrakt prisen til publikums forargelse. Selv Jethro Tull så uforstående ud. Metallica måtte vente til prisoverrækkelsen i 1991 med at få en Grammy, og her takkede de selvfølgelig Jethro Tull for ikke at have udgivet et konkurrende album det år. 

Den musikalske side af showet tegner i år rigtig godt. Jay-Z og Beyoncé skal optræde sammen. The Beatles kommer også så tæt de kan på en gendannelse, når Paul McCartney og Ringo Starr igen står på scenen sammen. Metallica har gang i endnu et bemærkelsesværdigt samarbejde. De optræder med den kinesiske pianist Lang-Lang. Derudover er Lorde og Katy Perry også sat til at optræde. Ceremonien slutter med et brag, når Dave Grohl, Trent Reznor, Josh Homme og Lindsey Buckingham lukker ballet. Hvad de fire herrer har tænkt sig at spille vides endnu ikke, men det kan kun blive hårdtrockende.

Blandt de nominerede finder vi i år også danske navne blandt de nominerede for eksempel Suspekt og Volbeat. Vi har i det nedenstående samlet nogle af de vigtigste kategorier ud af i alt 82.

Album Of The Year:
"The Blessed Unrest" — Sara Bareilles
"Random Access Memories" — Daft Punk
"Good Kid, M.A.A.D City" — Kendrick Lamar
"The Heist" — Macklemore & Ryan Lewis
"Red" — Taylor Swift

Record Of The Year:
"Get Lucky" — Daft Punk & Pharrell Williams
"Radioactive" — Imagine Dragons
"Royals" — Lorde "
"Locked Out Of Heaven" — Bruno Mars
"Blurred Lines" — Robin Thicke Featuring T.I. & Pharrell Williams

Song Of The Year:
"Just Give Me A Reason" — Jeff Bhasker, Pink & Nate Ruess, sangskrivere (Pink Featuring Nate Ruess)
"Locked Out Of Heaven" — Philip Lawrence, Ari Levine & Bruno Mars, sangskrivere (Bruno Mars)
"Roar" — Lukasz Gottwald, Max Martin, Bonnie McKee, Katy Perry & Henry Walter, sangskrivere (Katy Perry)
"Royals" — Joel Little & Ella Yelich O'Connor, sangskrivere (Lorde)
"Same Love" — Ben Haggerty, Mary Lambert & Ryan Lewis, sangskrivere (Macklemore & Ryan Lewis Featuring Mary Lambert)

Best New Artist:
James Blake
Kendrick Lamar
Macklemore & Ryan Lewis
Kacey Musgraves
Ed Sheeran

Best Pop Vocal Album:
"Paradise" – Lana Del Rey
"Pure Heroine" – Lorde "
"Unorthodox Jukebox" – Bruno Mars
"Blurred Lines" – Robin Thicke "
"The 20/20 Experience - The Complete Experience" – Justin Timberlake

Best Dance/Electronica Album:
"Random Access Memories" — Daft Punk
"Settle" — Disclosure
"18 Months" — Calvin Harris
"Atmosphere" — Kaskade
" A Color Map Of The Sun" — Pretty Lights

Best Rock Album:
"13" — Black Sabbath
"The Next Day" — David Bowie
"Mechanical Bull" — Kings Of Leon
"Celebration Day" — Led Zeppelin
"…Like Clockwork" — Queens Of The Stone Age
"Psychedelic Pill" — Neil Young With Crazy Horse

Best Metal Performance :
"T.N.T." -- Anthrax
"God Is Dead?" -- Black Sabbath
"The Enemy Inside" -- Dream Theater
"In Due Time" -- Killswitch Engage
"Room 24" -- Volbeat Featuring King Diamond

Best Alternative Music Album :
"The Worse Things Get, The Harder I Fight, The Harder I Fight, The More I Love You" -- Neko Case
"Trouble Will Find Me" -- The National
"Hesitation Marks" -- Nine Inch Nails
"Lonerism" -- Tame Impala
"Modern Vampires Of The City" -- Vampire Weekend

Best R&B Album:
"R&B Divas" — Faith Evans
"Girl On Fire" — Alicia Keys
"Love In The Future" — John Legend
"Better" — Chrisette Michele
"Three Kings" — TGT

Best Rap Album:
"Nothing Was The Same" — Drake
"Magna Carta…Holy Grail" — Jay Z
"Good Kid, M.A.A.D City" — Kendrick Lamar
"The Heist" — Macklemore & Ryan Lewis
"Yeezus" — Kanye West

Se den komplette nomineringsliste på grammy.com

ANNONCE