Popsangerinden har succes på den professionelle front, men ikke den private
Den amerikanske popsangerinde Ke$ha hitter for tiden stort med singlen "Timber" som gæst hos rapperen Pitbull, men på den private front går det knap så godt for hende. Hun fortæller nemlig, at hun netop har indlagt sig selv på en klinik for at få bugt med en spiseforstyrrelse.
"Jeg er en korsfarer for at være sig selv og elske sig selv, men jeg har erfaret, at det er svært at praktisere," udtaler Ke$ha til MTV: "Jeg vil ikke være tilgængelig de kommende 30 dage, hvor jeg har søgt behandling for min spiseforstyrrelse (...) og for at lære at elske mig selv igen. Præcis som jeg er."
Ke$ha fik sit store gennembrud i 2009 med debutsinglen "Tik Tok", der toppede hitlisterne i en række lande verden over. Hun har udgivet to album, senest "Warrior" fra 2012. Nytårsdag præsenterede hun sin nyeste video, til "Warrior"-albummets sang "Dirty Love", en video, hun selv har instrueret. Du kan se den nedenfor.
Ke$ha optrådte sidste år på Nibe Festival, hvor GAFFAs anmelder Jan Lambæk Hansen dog ikke var spor imponeret. Han uddelte kun én stjerne under overskiften "Lokalradiohitmagerinden skuffede fælt".
Tilbage i 2012 gav Ke$ha et stort interview til GAFFA under overskriften "En kriger – ikke et offer". Læs interviewet her.