GAFFA har fundet ugens bedst anmeldte nye albums og samlet dem i en playliste
Vi er i gang med en ny uge, og traditionen tro har GAFFA samlet en oversigt over ugens bedste nye album og samlet dem i en playliste. Listen indeholder kun album, som har fået minimum fire stjerner af GAFFAs anmeldere.
Det betyder, at du blandt andet kan høre de nye album fra Sophie Ellis-Bextor, I Break Horses (billedet), Mogwai, NovemberDecember og Warpaint.
Sophie Ellis-Bextor har hyret den engelske musiker Ed Harcourt som producer og co-writer og begået lidt af et stilskifte på sin seneste plade "Wanderlust". Michael José Gonzalez kvitterer med fire stjerner: "Albummet er godt produceret, sangene er absolut velskrevne, og Sophie Ellis-Bextor indtager rollen som eventyrlig drama-diva med stor overbevisning."
For Pelle Sonne Lohmann har I Break Horses noget på spil på deres andet udspil:"Chiaroscuro er en lille triumf af et stemningsmættet værk, som på imponerende vis favner såvel sårbare ballader som heftigt pulserende synthpop-perler og dramatiske dommedags-dystopier." Den får en flot fem stjerners anmeldelse.
Der er kun et lille fejlskud at finde på Mogwais "Rave Tapes", og det involverer en vocoder på afslutningsnumret. Ellers er Kristian Petersen godt tilfreds med at give fem stjerner: "Ellers er det i det introverte og mørke, Mogwai arbejder – både når det understreges af Stuart Braithwaites vokal, som på 'Blues Hour', eller når musikken får lov til at stå alene, truende og ildevarslende, som på 'No Medicine for Regret', hvor computerspilssynth tegner den musikalske tråd."
Med tydelige ekko af Fleet Foxes, Lumineers og CODY fremkalder NovemberDecember kuldegysninger til fire stjerner fra Michael Gonzalez: "Bandets lyd og udtryk er meget autentisk klingende, og der er rigeligt med iørefaldende melodier at lade sig rive med af, og med den akustiske guitar helt fremme i lydbilledet er det lige, så de små hår rejser sig, og når de så skruer op for gassen som i The Fountain, er det slet ikke til at stå for."
Det er ikke kun Sophe Ellis-Bextor, der prøver kræfter med en ny stil i denne uge. Også amerikanske Warpaint har ladet sig inspirere på ny og forladt formen fra deres forrige album på det selvbetitlede "Warpaint", der modtager fire stjerner. "Pladen gør sig dog umådeligt godt som samlet værk, og det er fortsat en fortrinlig oplevelse at lade sig forføre af de fire sirener.", skriver Lars Rønn Olsen afslutningsvis i sin anmeldelse.
Hør playlisterne her – rigtig god lyttelyst: