Den københavnske festival på Refshaleøen byder på jamaicanske superstjerner
Scandinavia Reggae Festival, der startede sidste år, er klar til fest igen i år og annoncerer nu de to første navne. Der er tale om de to jamaicanske musikere Tanya Stephens (billedet) og Busy Signal, hvor det er første gang, at sidstnævnte kommer til Danmark. Scandinavia Reggae Festival, som sidste år havde besøg af blandt andet Raske Penge, Pharfar, Skatalites, Sister Carol og Junior Kelly, afholdes i år den 29. og den 30. august på Refshaleøen i København.
Tanya Stephens, som debuterede i 1994 med "Big Things A Gwaan", er blandt andet kendt for hits som "Yuh Nuh Ready Fi Dis Yet" og "It's A Pity" og er på nuværende tidspunkt albumaktuel med udspillet "Guilty".
Den jamaicanske dancehall-musiker Busy Signal startede i 2003 med singlen "Step Out" og har sidenhen udgivet fem studiealbum. Den 35-årige kunstner vakte stor opsigt sidste år, da han deltog på amerikanske Major Lazers hit "Watch Out For This (Bumaye)". De to jamaicanske er hermed de første to navne til at pryde årets reggae-plakat, og festivalen udtaler, at den snart er klar med endnu mere festlig musik.