Nyhed

Guide: Weekendens bedste koncerter

København står i jazzens tegn, og der er festival i Vig og boyband i Ballerup

Mastodonten Roskilde Festival har netop stået for et hav af årets store koncerter. Du skal dog ikke frygte i den danske sommervarme - varmt så sveden funkler frem på panden ved hvert åndedræt, umuligt at sove, selv i skyggen med en kold øl virker der for varmt - for denne weekend byder også på en række fine koncerter. 

København står særligt i jazzens tegn med Copenhagen Jazz Festival, der langsomt lakker mod sin ende den 13. juli. Hvilket bedre soundtrack til det moderne byliv og kølige hvidvin end beroligende jazz i aftentimerne - og måske mere fusionorienteret extravaganza, når mørket langsomt falder på?

GAFFA har kigget i koncertkalenderen og kommer her med en række bud på, hvor du kan søge ly for solen.

TORSDAG DEN 10. JULI


København

The Kenny Werner Quintet feat. Randy Brecker & Alex Riel, Cowbell, Prøvehallen, Valby, klokken 18.00

Den Grammy-nominerede amerikanske pianist Kenny Werner har under Summer Jazz 2014 fået to aftener til at præsentere en række af sine bedste musikere fra den anden side af atlanten i møde med to af dansk jazz' største personligheder. Her præsenterer han blandt andre en af tidens førende trompetister Randy Brecker og den legendariske danske trommeslager Alex Riel. Riel og Brecker er stort set jævnaldrende, og har på hver sin side af Atlanten i snart en menneskealder sat deres aftryk på henholdsvis den danske og den amerikanske jazzscene.


Søren Gemmer/Mads la Cour/Kresten Osgood/Richard Andersson, Copenhagen Jazz Festival, Husets Teater, klokken 19.00

Den talentfulde pianist Søren Gemmer udgav i februar 2013 sit debutalbum "At First" på det navnkundige pladeselskab ILK. GAFFAs Ivan Rod klappede i hænderne og kvitterede med fem ud af seks stjerner. Han skrev: "At First er blevet et fremragende jazzalbum, der på én gang fremstår komplekst og enkelt. Musikken på albummet er flertydig, rig på harmonik og sonisk så klar, at det er en fryd."

Billetter sælges i døren.

Phosophorescent, Lille Vega, klokken 21.00 (Få billetter tilbage)

For tredje gang giver singer/songerwriteren Matthew Houck koncert foran et dansk publikum. Han er tidligere blevet sammenlignet med prominente herrer som Bonnie "Prince" Billy og Bob Dylan. Hans album, "Muchacho", fra sidste år modtog flotte fem stjerner af GAFFAs Pelle Sonne Lohmann. Han skrev rosende: "De stærke stunder står i kø på Muchacho, der selv i de mest tyste passager lever og ånder på mest vitale vis, og som derved aldrig keder det fjerneste."

Ballerup


Backstreet Boys, Ballerup Super Arena, klokken 20.00

Onsdag stod Skovdalen i Aalborg for skud, da Backstreet Boys (billedet) vendte tilbage til Danmark. Aftenen derpå giver de atter koncert, denne gang i Ballerup. De fem populære teenage-idoler kan stadig få pigehjerterne til at skippe et slag. Forvent et professionelt, hjertevarmende show og en række af 90'ernes største hits. 

Vig

Vig Festival, Vig, 10 - 12. juli, klokken 15.00

Hvad med lidt mere festivalstemning? Vig Festival har programmet klar. Det byder både på store danske popnavne som Rasmus Seebach og Christopher, dansable hitmagere som Topgunn og Vild $mith og rockende Go Go Berlin og Magtens Korridorer. 

FREDAG DEN 11. JULI

København

Søs Fenger "Sings the Bossa Nova Songbook", KB18, klokken 19.00

Stan Getz' klassiker med João Gilberto og Astrud Gilberto, "Getz/Gilberto" fra 1964, satte for alvor Bossa Nova på landkortet. Hvad er også mere sommeragtigt end de let dansende sambarytmer? Skal du nyde en sval stund i de tidlige aften timer, er det måske værd at aflægge KB18 et besøg og høre Søs Fenger plukke løs fra genrens store bagkatalog.  

Du kan se Copenhagen Jazz Festival volumiøse program her og selv finde meget mere spændende jazz. 

Passenger, Tivoli, klokken 22.00

Efter udsolgte koncerter verden over kan Passenger nu opleves til Fredagsrock i Tivoli. Den britiske sanger og sangskriver Mike Rosenberg alias Passenger er især kendt for hittet "Let Her Go". Han er også kendt for at give spontane gadeshows op til sine koncerter. Faktisk skal du komme forbi Kultorvet torsdag den 10. juli klokken 17.30, for der vil Rosenberg give sit eftertragtede gadeshow!

Aarhus

Magtens Korridorer & Velvet Volume, Tivoli Friheden, klokken 19.30

Et af landets ubestridt mest vellidte livebands gæster endnu engang Friheden. De gæstede også tivoliet i 2012, hvor de efter sigende halvt jævnede stedet med jorden. Med hits som "Picnic (På Kastellet)", "Lorte Parforhold" og "Pandora" er der lagt op til dansksproget rock. Som opvarmning har de valgt det lokale Velvet Volume, som består af tre hårdtrockende søstre. De gør sig i den alternative rock, og selv om de knap er gamle nok til at få kørekort, kan de tonse derudad som selv den bedste langturslastbilchauffør.

LØRDAG DEN 12. JULI

København

Wangel, Rust, klokken 22.00

Det er intet mindre end en debutkoncert for Peter Wangel og Kasper Ejlerskov Leonhardt. Duoen går under navnet Wangel, og det er naturligvis Peter Wangel, der står i front. Hans intime, elektroniske singer-songwriter-univers får vinger at flyve på denne aften på Rust. Og endvidere er der oven i købet gratis entré.

ANNONCE