Nyhed

Michael Møller vælger favoritvideoer

Op til The Mountains' debutkoncert i Tivoli til årets Fredagsrock giver forsanger Michael Møller med fem musikvideo-anbefalinger

På fredag skal trioen The Mountains spille til Fredagsrock i Tivoli. I front for The Mountains står moi Caprice-forsanger og solist Michael Møller, og GAFFA har spurgt ham om forventningerne til fredagens koncert samt bedt ham komme med fem musikvideo-anbefalinger. Se dem her forneden.

De næste to fredage byder Fredagsrock i Tivoli nemlig på electropop på plænen. Fredag den 18. juli spiller både anmelderroste WhoMadeWho og førnævnte The Mountains, og fredag den 25. juli er den hæsblæsende Lucy Love og inderlige When Saints Go Machine på plakaten. 

Michael Møller fortæller:


- Vi glæder os helt vildt til at spille til Fredagsrock. Jeg har spillet der én gang tidligere med moi Caprice, og det var en kæmpe oplevelse. Der er noget helt specielt over at stå der og kigge ud over denne eventyrverden med snurrende karruseller og flyvende tårne. Og jeg tror, at The Mountains' pompøse musik passer ret perfekt til Plænen i Tivoli.

GAFFAs Ivan Rod fangede The Mountains, da de gav koncert i Medley Studios den 30. maj. Her imponerede trioen og Rod kvitterede med fem stjerner under overskriften: "Skøn intimkoncert med tre af Danmarks bedste popdrenge."

Forsangeren med den fløjlsbløde stemme giver her sine musikvideo-anbefalinger og fortæller om hvert nummer, hvorfor det sidder fast i hans musikalske bevidsthed:


Bob Dylan: Like a Rolling Stone - Se den her: Bob Dylans interactive video

- En interaktiv video som udkom i forbindelse med 50-årsjubilæet for selve sangen. I stedet for bare at se en enkelt video, kan man zappe mellem forskellige kanaler og derved nærmest skabe sin egen nye video hver gang. En af de første gange internettet som medie er brugt til at retænke formatet for musikvideo. Det er jo en fantastisk idé og ret fascinerende at Dylan så sent i karrieren er med til at nyfortolke videoformatet. Jeg har siddet og set den igen og igen, forbi man bliver fascineret af de mange muligheder. Og så er det fantastisk godt lavet. Man bliver ved med at finde nye små detaljer. Og ud over det er det jo stadig en fuldstændig fænomenal sang.

Solange: Losing You.

- Et af de bedste popnumre de sidste par år. Og en fantastisk video. I virkeligheden er det en ekstremt simpel idé, som blot handler om at finde et meget unikt tøjkoncept. Det er så æstetisk udført. Farvekombinationerne, persongalleriet og klipningen er alle i særklasse. Og Solange ser vildt sej ud i hvert eneste shot.
 


Michael Jackson: Thriller

- Det er jo bare en af de mest legendariske videoer, der er lavet. En video, som satte en ny standard for musikvideoer. En vildt god idé og en ekstremt underholdende video, man altid bliver glad for at gense. Nærmest en lille kortfilm i sig selv.



Genesis: Land of Confusion

- En af de første musikvideoer, jeg rigtigt forelskede mig i. Vildt humoristisk dukkevideo med eks-præsident Reagan som klodset superman og et hav af populærkulturelle referencer. Den er bare vildt sjov og ekstremt godt udført.

Talking Heads: Once in a Lifetime

- Meget simpel og meget velfungerende musikvideo. David Byrne er både humoristisk og ikonisk, mens han vælter rundt som en blanding en forvirret gymnasielærer og en diktator på speed. Cool og geeky.

ANNONCE