Nyhed

Anthony Jasmin: Vi vil gerne skrive vores egne sange

Vinderne af årets X Factor er klar med deres debut-ep, Stick Together. GAFFA var med til præsentationen.

Det er showbiz det her, tænker jeg. Og det er det virkelig. Ind træder hele Danmarks skaldede isse nummer 1, Thomas Blachman. Han gratulerer de smukke, unge mennesker med udgivelsen og smalltalk'er lidt – og liiige lidt ekstra, indtil kameraerne har gennemlyst trekløveret fra alle vinkler. Det oser af cigaretrøg og genkendelsens lattermilde stemning på tagterrassen på pladeselskabet Sony Music, mens det mørke rum hvor Anthony Jasmin snart skal synge i, er fyldt med loungesofaer, plakater på væggene og vindere af diverse konkurrencer, der er kommet for at se X Factor-vinderne.

Snart griber Thomas Blachman mikrofonen og fortæller stolt om sejrens sødme i DR-underholdningsprogrammet X Factor, hvor den sammensatte gruppe Anthony Jasmin vandt finalen i X Factor som den første gruppe nogensinde i programmets historie på dansk tv. 

Herefter får vi en smagsprøve fra Anthony Jasmins nye ep – den vi er samlet for at høre om, her på udgivelsesdagen. Den unge duo stiller sig op på den lille scene og giver først det formstærke titelnummer "Stick Together" – et stilsikkert pop-track med masser af hooklines, og siden det Blachman-producerede nummer "Countless Oceans Later" – et dybere, postpoppet track med træk fra Kanye West's komplekse produktionslinje.


Siden parret slap X Factor har de været en tur i LA hos stjerneproduceren John Shanks (Take That, Miley Cyrus, Leona Lewis med flere), der ifølge den danske producer René Cambony formåede at tilføre de to berørte numre "lidt ekstra på toppen, hvor vi i Danmark måske ville gøre det lidt bredere i stedet". Efter første del af deres optræden til release-festen fangede jeg dem til en kort snak om tiden efter X Factor, forventninger og oplevelser:

Anthony og Jasmin – der er sket meget siden X Factor. Hvad har været det største for jer?

- LA, svarer Jasmin prompte, mens hun anerkendende nikker til Anthony, der fortsætter:


- LA, ja. Helt klart. At være i LA i studiet med John Shanks, det er bare det allerstørste.

De gryende popstjerner var afslappet klædt til lejligheden, mens stemmeføringen undervejs var knap så rolig:

- Hvorfor er du så nervøs?, udbryder Anthony og kigger smilende på Jasmin, mens han lægger en hånd på hendes arm. Jasmin svarer, at omgivelserne er uvante, og at det er fint nok når hun står på scenen – det her er bare noget andet.


Hvad med jeres dagligdag, hvordan er den blevet ændret?

- Altså, den er ikke ændret særlig meget. Ud over at vi skal spille nogen koncerter engang imellem. Vi har stadig skole, som vi er ved at gøre færdig (henholdsvis 9. klasse og 3. g, red.). Det følte vi skulle afsluttes, lyder det eftertænksomt fra 20-årige Anthony, hvis mine matcher refleksionen. Jasmins krøllede, brune hår nikker med hovedet, mens hun drejer hovedet mod undertegnede og svarer:

- Ja, selvfølgelig. Fordi det er også vigtigt.

Skal være færdig med skolen

Selvom den har stået på skole siden talentkonkurrencens finaleafslutning, har det absolut ikke været det eneste på programmet for duoen.

- Nej, vi har arbejdet rigtig meget!, lyder det fra 15-årige Jasmin, mens Anthony supplerer:

- Og vi har lavet ep'en, jo. Den har vi arbejdet på lige siden. Det er super fedt, at det er vores egne sange, vi synger nu.

Parret har dog ikke selv lavet materialet, men er enige om, at udtrykket er blevet præget af dem:

- Udtrykket helt klart der, vi har vi lagt vores præg på ep'en, lyder det fra Anthony.

- Ja, og så har vi fået en masse hjælp af Engelina (Clemens, red.), Thomas (Blachman, red.), Glamboy og René (Cambony, red.) især, svarer Jasmin. Sammen fortæller de, at de er glade og stolte af resultatet.

- Vi synes, at det er noget godt – det vigtigste er, at vi selv føler, at det er noget godt, det vi kommer ud med.

Hvad er jeres yndlingsnummer på ep'en?

Jasmin: – Det er rigtig svært, for der er så mange gode sange..

Anthony: – Men jeg kan rigtig godt lide "Countless Oceans Later", fordi det er en lidt anderledes lyd for os. Der er noget mere kant, og det har folk ikke hørt før fra os. Det er ikke så meget "Happy" (Pharrell's hit-single, red.), det er mere dystert.

- Ja, jeg vil nok også sige "Countless Oceans", men også "Mansion on the Moon". Det vores ballade, som John Shanks har skrevet, slutter Jasmin.

Vil gerne skrive egne sange

Da snakken falder på det ti-ugers mentor-forløb, som Anthony Jasmin vandt sammen med den digitale ep-udgivelse, fortæller stjernefrøene, at det hele har været en stor oplevelse. Særligt studieoplevelser og samarbejde med dygtige producers har gjort tricket for duoen – hvilket nu er mundet ud i fem-numres ep'en Stick Together. Om fremtidsdrømmene er planen rimelig klar, hvis succes-opskriften vel at mærke virker:

- Vi har tænkt lidt på, at vi gerne vil skrive vores egne sange på et tidspunkt, svarer Jasmin, mens Anthony fortsætter:

- Helt fra scratch. Det er noget, vi ikke har prøvet før. Nu skal vi ud og spille en masse koncerter, og så håber vi, at vi bagefter kan begynde på et nyt album så småt. Det kommer an på, hvordan det går med Stick Together, men lige meget hvad, så vil vi fortsætte og lave musik.

Jasmin griner og fortæller videre.

- Det kunne jo være fedt at tage til udlandet måske, hvilket Anthony følger op på:

- Bryde igennem i USA måske, og arbejde med nogle allerede etablerede artister. Han kigger på Jasmin og siger:

- Jeg ved ikke, du vil sikkert gerne arbejde sammen med Alicia Keys. Men bare nogle af de store, tror jeg.

Vi har set mange vinde X Factor, men vi har ikke set så mange være holdbare på den lange bane. Hvordan klarer I den hele vejen?

- Vi vil bare blive ved og kæmpe for det. Gøre det, vi elsker. For det er den eneste vej frem, siger en smilende Jasmin, mens Anthony følger nikkende op:

- Ja, det er det vi har gjort indtil videre. Og så tage ud og spille, tage os tid til at give fans autografer og så videre. Det er vigtigt at de føler sig værdsat også. De kommer, og de kommer også for at få en autograf.

Hvad popduoen kan blive til, må tiden vise, tænker jeg, mens jeg forlader Sony denne mandag eftermiddag.

Anthony Jasmin udkom i går med ep'en Stick Together, som kan købes via iTunes store eller streamingtjenesterne. Du kan lytte med herunder:

 

 

ANNONCE