Nyhed

Guide: Det skal du høre på Roskilde – ifølge Christian Bækholm

GAFFAs anmeldere giver deres bud på, hvem du skal høre på Roskilde Festival. Her metalanmelder Bækholm.

Electric Wizard

Det bliver sjældent mere beskidt, tungt og gennemtrængende end engelske Electric Wizard. Med riffs tungere end en hel bydel blander trioen doom metal, dreven sludge og eminente stoner-elementer til en massiv lydmur, der til tider truer med at bringe lytteren tæt på trance. Electric Wizard dyrker i stor stil det okkulte univers, der krydres med psykedelisk gyser-æstetik og cannabis-galskab. En af genrens absolut største eksponenter, der skal opleves ved fuld styrke.


Carcass

Efter en indspilningspause på 17 år (og live-break på 11 år) udgav britiske Carcass sidste år comeback-albummet "Surgical Steel". Pladen slog fast, at Carcass på alle måder stadig gør sig gældende inden for den melodiske death metal, som de selv var med til at definere i starten af 90'erne. Carcass forener med succes rå splatter-brutalitet med melodi og teknisk snilde, og det er denne kvalitet, der har gjort bandet et af de mest elskede og savnede metalbands på scenen.


Phil Anselmo & the Illegals

Tidligere frontmand i Pantera og nuværende i Down, Phil Anselmo, har altid kunne vride et gyngende groove ud af selv det mest hæsblæsende shredder-helvede. Sådan er det også med hans seneste soloprojekt Phil Anselmo & the Illegals, som er et kaos af sludge, grindcore, heavy metal, blastbeats og den fanden-i-volske sydstats-desperation, som kendetegner Anselmos arrige og døds-foragtende tekstunivers. Selv kendere af mandens tidligere meritter vil blive udfordret her.


Helhorse vs. The Psyke Project

To af Danmarks fremmeste metal acts på samme scene på samme tid – det kan kun gå godt. De to orkestres musikalske udtryk ligger langt fra hinanden, men med den rutinerede blanding af sludge, sydstats-metal og straight rock'n'roll, som Helhorse er eksponenter for, og The Psyke Projects ultra-brutale metalliske hardcore er der lagt op til et interessant brag af metalfest på Roskilde.

Rob Zombie

Med et særegent mix af blodig, burlesk showmanship og rå, dunrende industrial metal og dansabel noiserock er Rob Zombie en monstrøs oplevelse på alle parametre. Som en Hellbilly Deluxe dyrker denne ener nådesløst de groteske og teatralske yderområder af metallens sorte udtryk med humor og overdreven horror som afvæbnende grundtone.

ANNONCE