Nyhed

Hvem har spillet de bedste koncerter på Copenhell?

GAFFA finder de bedste anmeldelser frem fra de forgangne år

I dag løber tung metal Refshaleøen over ende, når Copenhell åbner sluserne for Hades. Et hav af sorte T-shirts, langt fedtet hår og Jägermeister er klar til at tage imod torden fra Thors almægtige hammer. I den anledning kigger GAFFA tilbage på fire års ond metal fra den københavnske festival og finder de bedste anmeldelser fra de forgangne år frem.

Det er ikke mindst de store og velbevandrede navne, der formår at få GAFFAs anmeldere til at åbne for posen og stryge stjernestøv ud over dem. Man skal ikke kimse ad et godt, velkendt bagkatalog og flere års erfaring med at skrige musikken ud over scenekanten. 

Hvem har spillet de bedste koncerter på Copenhell gennem årene? Se med her:


2010

I 2010 stod den californiske kvintet Sucidal Tendencies for årets store brag. De blæste GAFFAs Christian Bækholm omkuld. Han kvitterede med fem stjerner under overskriften: "Suicidal Tendencies' hårdtpumpede genremiks stod for Copenhells største fest."

2011


Korn var stilsikre, da de spillede fredag i 2011. De havde styr på deres hits og leverede dem uden dikkedarer. GAFFAs Per Bloch Andersen gav fem stjerner og opsummerede sin anmeldelse med: "Korn har ingen tricks oppe i ærmet, og der er intet nyt under solformørkelsen, men det gør absolut intet, for formularen er stadig effektiv, aktuel og dirrende. Copenhell får hvad der blev lovet. Lige på kornet."

Det var én af verdens hurtigste guitarister - ifølge en afstemning på amerikanske GuitarWorld - der smadrede publikum på Copenhell lørdag, da Morbid Angel gav en dosis af deres brutale død. GAFFAs Peter Béliath underlagde sig deres vilje med fem stjerner og skrev: "Morbid Angel har aldrig lagt skjul på, at de ønsker at dominere. Og på Copenhell demonstrerede David Vincent & Co., at de ikke har tænkt sig at miste herredømmet over denne verdens mest brutale tonekunst." 

2012


Lamb of God (billedet) fra Virginia satte den højeste standard, da de spillede deres første koncert på Copenhell. Det blev til intet mindre end seks ud af seks stjerner fra GAFFAs Morten Thornvig. Han skrev åndeløst: "Selv ikke min store helt Bruce Springsteen formåede trods en stjernekoncert i Parken for nogle år siden at trække de mytiske seks stjerner op af lommen på mig. Men denne gang må jeg overgive mig til guds grumme lam og brødebetynget lange samtlige seks stjener over disken. Stjerner, der i dagens anledning er forvandlet til seks sorte pentagrammer."

Meningerne blandt anmeldere og publikum var delte - det kom også til udtryk i kommentarfeltet på GAFFA.dk - da chok-rockeren Marilyn Manson lukkede ballet på Copenhell i 2012. GAFFAs Per Bloch Andersen "hyggede" sig og kvitterede med fem stjerner under overskriften: "Copenhell lukket af med pletfri popteaterkoncert." Den mening var dog ikke delt af alle, og der hersker stadig splid om, hvorvidt der var for meget klynk og makeup og for lidt nosser til Mansons koncert. 

2013

Tempoet var sløvt, da Copenhell startede fredag. Det ændrede et australsk metalcore-band på. Parkway Drive sparkede stemningen op for GAFFAs Morten Thornvig der med høj puls kvitterede med fem stjerner: "Med en smittende energi, som næsten virkede umenneskelig piskede bandet af sted i et så faretruende tempo, at det var lige før, selv de mest dedikerede foran hegnet til tider var et par tæv på stortrommen fra et akut hjertestop."

Det legendariske thrash-metal-band fra San Fransisco Bay Area, Testament, oplevede intet mindre end blive født påny til Copenhell. I hvert fald hvis man skal tage GAFFAs Morten Thornvigs fem stjerners anmeldelse for gode ord. "Træfsikre tonsere som "Over The Wall" og "D.N.R", der er indbegrebet af Testament, knuste det sidste håb om at slippe fra årets Copenhell uden permanente høreskader, og Testament må siges at være et band, der lige nu oplever lidt af en genfødsel," skrev han. 

Ordet "folkefest" er måske ikke umiddelbart det man først forbinder med den store, brutale Phil Anselmo. Ikke desto mindre var det den fornemmelse GAFFAs Morten Thornvig fik, da Anselmo ledte sit band Down an i kamp mod Copenhells svedende publikum. "Magisk folkefest med Down," lød overskriften på Thornvigs fem stjerners anmeldelse

 

ANNONCE