Nyhed

Roskilde Festival melder udsolgt af partout-billetter

De 80.000 partout-billetter er nu væk, men der er stadig få endagsbilletter tilbage

Samtlige 80.000 partout-billetter til årets Roskilde Festival er udsolgt efter det, festivalen selv kalder et historisk godt billetsalg. De hurtige kan dog fortsat nå at sikre sig en endagsbillet.
 
Allerede i det tidlige forår begyndte billetsalget at få ekstra fart på, og siden offentliggørelsen det fulde program i begyndelsen af april har salget ligget på et historisk højt niveau i forhold til tidligere år.
 
Årets store efterspørgsel på Roskilde Festivals otte dage lange udbud af musik betyder, at 80.000 musikelskere nu har sikret sig en billet til den fulde festivaloplevelse.
 
Roskilde Festivals talskvinde Christina Bilde siger:
 
"Vi skal næsten 20 år tilbage i tiden for at finde en årgang, hvor vi har solgt så mange billetter så hurtigt. Vi har gennem hele foråret mærket, at rigtig mange har haft lyst til at tage til Roskilde Festival i år, for billetniveauet har ligget rekordhøjt lige siden offentliggørelsen af The Rolling Stones og det fulde program i april. At vi nu kan melde udsolgt med 80.000 solgte partout-billetter betyder, at rigtig mange musikelskere får mulighed for at opleve hele den otte dage lange festivalperioden. Og det betyder, at vi fra festivalens side allerede nu glæder os til at skabe et godt overskud, som vi donerer ubeskåret til velgørende og humanitære formål."
 
Fortsat få endagsbilletter tilbage
Selvom alle partout-billetter er udsolgt, kan de hurtige fortsat sikre sig en tur på festivalen i år. Der er nemlig fortsat få endagsbilletter tilbage til dagene fredag, lørdag og søndag.
 
Endagsbilletter til torsdag den 3. juli er også udsolgt. Det er den dag, hvor The Rolling Stones og Outkast spiller på Orange Scene.
 
En dagsbillet til fredag, lørdag eller søndag koster 970 kr. inkl. gebyr.

Du kan også købe kombineret billet og camp via et særtilbud fra GAFFA. Få Roskilde-billet til særpris inklusive GAFFA Camp med opstillet telt her. UDSOLGT.
 
Roskilde Festival 2014 finder sted i dagene 29. juni til 6. juli 2014.
 
I år spiller navne som The Rolling Stones, Arctic Monkeys, Damon Albarn, Deftones, Drake, Interpol, Kasabian, Major Lazer, Manu Chao La Ventura, Outkast, Rob Zombie, Stevie Wonder og Trentemøller på Roskilde Festival.
 
Pas på ugyldige billetter
Når festivalen er udsolgt, sælges der ofte billetter fra uofficielle steder – og sommetider til overpriser. Hvis billetter stjæles eller mistes, kan billetnumrene gøres ugyldige. På denne måde kan svindlere forsøge at sælge billetter, som i virkeligheden er ugyldige. Det kan være svært at gennemskue, om disse billetter overhovedet er ægte. Roskilde Festival kan ikke før festivalen tjekke, om billetter, der er købt andre steder end hos officielle salgsstader, er gyldige. Alle interesserede opfordres derfor til udelukkende at købe endagsbilletter fra et officielt salgssted, før de bliver udsolgt. Eller vente til næste år.
 
Roskilde Festival er 100 procent non-profit. Alt overskud doneres til kulturelle og velgørende formål af Foreningen Roskilde Festival. Siden starten i 70'erne har Roskilde Festival genereret over 200 millioner kroner til udlodning.

Køb billetter via GAFFA Live


Køb Roskilde-billet til særpris inklusive GAFFA Camp med opstillet telt her

 

ANNONCE