Nyhed

Se håndtegnet video til Burhan G og L.O.C.s Karma-hit

De to stjerners fælles nummer har fået en flot billedside af en tidligere Disney-tegner

Burhan G har, med god hjælp fra L.O.C., fået et pænt sommerhit med nummeret "Karma" – fra Burhan G's seneste album, "Din For Evigt" fra oktober 2013 – og nu er han klar med den tilhørende musikvideo. Og der er tale om en tegnet video, som er lavet af den tidligere Disney-tegner, københavnsk baserede Ilan Hutakah.

For længe siden faldt Burhan G over en samling små tegnefilm på nettet og kontaktede tegneren Ilan Hutakah med henblik på, at de to skulle lave noget sammen. Der gik lidt tid, før tegneren blev overbevist om, at der ikke blev lavet telefonfis med ham, og de to aftalte et møde.

Deres samarbejde blev til musikvideoen til sangen "Karma", hvor Ilan Hutakah og Burhan G. sammen skabte idéen om et band på et luftskib, der flyver gennem landet, fra "Dobbelt-A" til Vesterbro. Alle tegningerne er tegnet i hånden, og videoen er blevet skabt hen over foråret. Stakken af A4-papirer med tegninger til videoen fylder ifølge skaberen omkring 40 centimeter. 


Singlen "Karma" gik tidligere på måneden guld efter tre uger på hitlisten svarende til 1,3 millioner streams. 

Både Burhan G og L.O.C. turnerer hver for sig landet rundt i løbet af sommeren. Blandt andet er Burhan G at finde på plakaten til årets Grøn Koncert-tour, som finder sted i dagene 17.-27. juli. L.O.C. kan opleves til Thy Rock, der finder sted 27.-28. juni, på Nibe Festival 2.-5. juli og Vig Festival 10.-12. juli.  

Se musikvideoen her:


ANNONCE