Nyhed

Spids Nøgenhat: Det vil vi høre på Roskilde

Festivalen nærmer sig, og syrerockerne fortæller her, hvem de selv skal høre – og hvad vi kan forvente af deres egen koncert

Roskilde Festival nærmer sig med stormskridt, og derfor har vi spurgt en række af de optrædende, hvilke koncerter de selv vil høre på festivalen. Vi fortsætter med psychrockerne Spids Nøgenhat i form af trommeslager Anders Grøn:

 

Narcosatanicos


Nyt dansk band fra Århus. Højst sandsynligt det bedste fra de kanter siden Thomas Helmig. Tænk: syre, kraut, støj, fuzz og sax!

 

Electric Wizard

Som Black Sabbath på valium tager Electric Wizard alle bonghoveder med på et tungt tungt trip, mens lucifer og Aleister Crowley spøger i kulissen.

 



The Men


Killer-rockband fra Brooklyn NY med en håndfuld plader på samvittigheden. Noget af det bedre, som er kommet på Sacred Bones, og det siger ikke så lidt.

 

Hvad kan vi forvente af jeres egen koncert på Roskilde?

– Vi glæder os utroligt meget til at spille på Roskilde igen. Og vi håber, at musikken, publikum og vores syrelys smelter sammen på smukkeste vis og vil løfte alle, som deltager op og væk.

Hvad gør I, lige inden I går på scenen?

– Vi har ingen ritualer eller lignende, inden vi går på scenen. Det plejer mest at være noget med at nå det sidste toiletbesøg, ryge færdigt og sørge for, at man har, hvad man nu skal bruge på scenen ved hånden.

Hvad står der på jeres forplejningsliste?

– Vand, brød og te. Kærlighed og LSD.

Hvad indtager/ryger/drikker I før/under/efter koncerten?

– Vand, brød og te. Kærlighed og LSD.

Hvad hører I i turbussen?

– Musik i bilen er en meget vigtig del af at tage på tour. Der skal gerne være noget, som vi kender og holder af, men det er også vigtigt at se, om man kan finde noget nyt at spille for drengene. Det skal ikke forstås som i, at vi lytter på alle de nyeste udgivelser, mere noget med at grave dybt i bunken af sjældne country-, psych-, garage- og soulplader for at finde lidt nyt guld. Det ender tit i en temmelig obskur retning, og når det bliver for meget, skærer vores chauffør Sporten benhårdt igennem og banker os på plads med noget Black Sabbath.

ANNONCE