Nyhed

Dansk dj klar til at dyste på Ibiza

Henri Matisse skal forsvare Danmarks ære på Ibiza. GAFFA har talt med Matisse og Rune RK om The World's Biggest DJ.

En rockstjerne er ikke længere nødvendigvis en whisky-drikkende, højtbandende, lang- og fedthåret, beskidt karl fra Sunset Strip iført læderbukser og solbriller med en hot babe hængende på armen og en fyr, som udfylder verdens stadioner med sine power-ballader. Vor tids rockstjerne, ham der nu spiller for det store publikum, er en dj.

En håbefuld dansk dj havde tidligere på året muligheden for at komme til finale på Ibiza og kæmpe for Danmarks ære og den eftertragtede førstepræmie i "Burn Residency - The World's Biggest DJ Competition". Vinderen får nemlig her en fast plads på en af Ibizas største klubber samt en management deal til en værdi af 100.000 euro. 

Den danske udgave af "Burn Residency" fandt sted på natklubben Hive i København den 3. maj, hvor Rune RK, sidste års danske vinder David Garset og dette års vinder spillede for alle, der elsker elektronisk musik. Rune RK er samtidig den danske ambassadør for konceptet, og han var med til at kåre den danske vinder. GAFFA har i den anledning talt med Rune RK og den danske vinder, Henri Matisse, som i juni og juli skal til i Ibiza og i bootcamp hos Rune RK og gøre sig klar til den store finale - The World's Biggest DJ Competition. 


Rune RK

Hvordan blev du den danske repræsentant for konceptet? Og hvad er din mening om det?

Mit samarbejde med Burn har kørt over en årrække. Burn ville involvere sig i den elektroniske scene og søgte en artist til dette. 


- Det har sidenhen resulteret i musikvideoer, events, både i København og internationalt for mig, og der er altid 100 procent opbakning om mine kunstneriske visioner, hvilket er super fedt.

- I år fik jeg muligheden for at være brand ambassador for Burn Residency. Da det er en dj-konkurrence, der belønner vinderen med en fantastisk mulighed og indgang til en international platform, besluttede jeg at involvere mig. 

- Det er ikke hver dag, en upcoming dansk dj har muligheden for at vinde et residency på Ibiza og derudover 100.000 euro til at udvikle karrieren. 


Hvordan har du oplevet talentmassen til den danske konkurrence?

- Deltagerne havde hver især deres kvaliteter, og der er ingen tvivl om, at de udfordrede hinanden til stregen. I konkurrencen viste alle storform, og det var svært at udpege vinderen. 

Hvad kunne Henri Matisse, som de andre ikke kunne?

- Henri Matisse er den perfekte blanding.

- Mit mål var at sende en dj til Bootcampen på Ibiza, der har chancen for at vinde Burn Residency-konkurrencen. Han kan alt fra at varme en crowd op til at spille et perfekt peaktime set, uden at det føles forceret. 

- Henri Matisse kunne holde min opmærksomhed igennem alle sine sæt, og det resulterede i en værdig sejr. Jeg har fuld tiltro til hans evner og ved, at han vil gøre sig bemærket på Ibiza.

Hvad er dine planer for i år ellers?

- 2014 har været et kreativt travlt år! Jeg har turneret nonstop i hele verden, og det fortsætter året ud. Næste stop er Hong Kong, Australien og Mysteryland i USA indenfor 10 dage med mit KÖLSCH-projekt. Efterfulgt af bl.a. 7 datoer på de største clubber, Ibiza har at byde på, og en sommer pakket med festivaler over hele verden. Jeg elsker hvert sekund.

Henri Matisse

Hvordan var boot-camp? Var det hårdere, end du havde regnet med?

Det var en rigtig fed dag. Nerverne sad uden på tøjet, og jeg genovervejede flere gange mit musikvalg og sammensætningens rækkefølge. Jeg kendte godt nogle af de andre finalister i forvejen og vidste, at der ville blive hård konkurrence om den videre deltagelse i Burn Residency. Det sagt, så var en fornøjelse at høre de andres bud på vindersættet, der blev spillet mange nye seje ting, og jeg havde oprigtigt ikke en fornemmelse af, hvor jeg lå i feltet.

- Efterfølgende har jeg fået at vide, at da dommerne skulle votere, da var åbningsreplikken: "Er vi enige om, at Matisse vinder…? Godt, så skal vi finde ud af hvem der skal have 2. og 3. pladsen". Det synes jeg er ret blæret.

Hvordan er Rune RK som mentor? Hvad har du lært?

Undervejs i boot-campen snakkede vi finalister om, at Rune RK var en dygtig dommer. Hans kritik var rammende og konstruktiv, hvilket heller ikke må have været en nem opgave, når vi kun spillede i 2 x 15min.  Det skinnede igennem, at Rune RK har været i klub-branchen i lang tid, og med sin erfaring kunne han gå i nørdede tekniske dj-detaljer, men også forklare, hvorfor de ting, vi udførte ville fungere eller ikke fungere på Ibiza i den videre konkurrence.

Har du nerver på til den internationale boot-camp på Ibiza? 

- Selvfølgelig har jeg det. Burn Residency har på få år vokset sig til den største globale dj-konkurrence, og hovedpræmien er mere ambitiøs end nogensinde før.

Håber du at kunne gøre det til din levevej?

- At kunne rejse rundt i verden og spille for folk, der deler den samme entusiasme for elektronisk musik, er et drømmescenarie. En kendt dj sagde engang i et interview, at stunderne i lufthavnene og transporten var selve arbejdet; men at spille og lave musik var ren fornøjelse. Jeg tænker, det lyder meget rigtigt, og nok også mere nuanceret, men ja, det håber jeg kunne blive til min levevej.

 

ANNONCE