Dave Grohl & Co. er snart klar med deres ottende album
Foo Fighters har nu offentliggjort, at deres kommende, endnu ubetitlede album udkommer til efteråret. Det bliver gruppens ottende album fra og med den selvbetitlede debut fra 1995 og opfølgeren til "Wasting Light" fra 2011.
Albummet er inspireret af bandets rejser til otte amerikanske byer særlig kendt for musik, skriver Billboard. Nærmere betegnet Seattle, Chicago, Austin, Nashville, Los Angeles, New Orleans, New York og Washington, D.C. Bandet har talt med og indspillet med lokale musikere, og frontmand Dave Grohl har filmet møderne til en serie på den amerikanske tv-kanal HBO. Serien får premiere omkring albummets udgivelsestidspunkt, muligvis november, og følger efter Grohl roste dokumentarfilm "Sound City" om Los Angeles-studiet af samme navn.
Det kommende album er produceret af Butch Vig, der også producerede forgængeren "Wasting Light", og blandt de medvirkende er sangeren og blues-med-mere-guitaristen Gary Clark Jr. og Eagles-medlemmet Joe Walsh.
GAFFAs Michael José Gonzalez gav "Wasting Light" fire ud af seks stjerner og skrev om Foo Fighters' kardinaldyder: "Der rockes hårdt, og Grohl synger stadig med brølende autoritet, ligesom der bydes på en overflod af gedigne guitarriff og en god portion store og fængende syng-med-omkvæd."
Se musikvideoen til Foo Fighters' "Walk" fra "Wasting Light":