Nyhed

Lily Allen indlagt med forgiftning

Den populære sangerinde indlagt, mens nyt album sælger strygende

I mandags (den 5. maj) udgav den britiske sangerinde Lily Allen sit tredje album, som har fået titlen "Sheezus" - en plade, som trods flotte salgstal allerede ikke kunne imponere GAFFAs Michael José Gonzalez.
 
"Et comeback-album, der desværre ikke lever op til tidligere tiders bedrifter. Lad os håbe, Allen kommer stærkere og mere inspireret tilbage næste gang," lød den hårde dom over poptøsens nye album således forleden.
 
Og nu har den 29-årige sangerinde fra London-bydelen Hammersmith fået anderledes påtrængende problemer i form af en mulig madforgiftning, som her til morgen (den 8. maj) sendte Allen på hospitalet.
 
"Jeg kan bare ikke holde op med at kaste op i stråler," skrev hun således på Twitter, for dog straks at berolige sine fans "Jeg har det godt, jeg har bare brug for noget væske, for jeg kan ikke holde noget nede."
 
Samtidig postede Allen et foto fra sit sygeleje, hvilket fik en humoristisk fan til at tweete: "Du ligner en My Chemical Romance-fan." Du kan læse et aktuelt interview med Allen i GAFFAs artikelsektion.
ANNONCE