Også Katy Perry og Kirk Hammett er inkluderet på ny antologi fra kunsteren Mark Ryden
Når den amerikanske, surrealistiske popkunstner Mark Ryden i næste uge åbner udstillingen "The Gay 90s" i Los Angeles, vil premieren blive ledsaget af udgivelsen af en vinylplade med titlen "Mark Ryden presents The Gay Nineties: Ole Tyme Music" og deltagelse af en række markante musikere.
Her vil der være mulighed for at høre både Katy Perry, Metallicas Kirk Hammett, "Weird" Al Yankovic og Tyler the Creator give hver deres bud på den gamle sang "Daisy Bell (Bicycle Built for Two), som blevet skrevet af en Harry Dacre tilbage i 1892 og siden dukkede op i en bizar "birolle" i science fiction-klassikeren "2001: A Space Oddyssey." Her mister en computer "forstanden" og kan til sidst kun synge netop "Daisy Bell."
Det lyder formentlig lidt bedre, når også den produktive australier Nick Cave kaster sig ud i linier som "Daisy, Daisy / Give me your answer, do. / I'm half crazy / all for the love of you," men der et en enkelt detalje, som bør nævnes. Den 180 gram tunge vinylplade koster 99,99 dollars - godt 535 kroner - men så går overskuddet også til organisationen Little Kids Rock.
Nick Cave var senest albumaktuel med "Push the Sky Away" i februar 2013, som blev varmt modtaget af anmelderne og fulgt op af en omfattende turne, som også kastede flere danske koncerter af sig. Nick Cave & The Bad Seeds besøgte således Northside Festival i Aarhus i sommeren '13, blot for at vende tilbage i november og give to udsolgte koncerter i Falconer Salen i København.