Der bliver et lille afbræk fra den rent elektroniske musik i hovedstadens gader
Efter sidste års succesfulde reggaehyldest ved Distortion på Blågårds Plads, hvor over 12.000 glade festivalgæster kom og deltog i festlighederne, er det blevet vurderet, at reggaen skal være en bestanddel af Distortion igen i år. Det kommer derfor til at ske igen torsdag den 5. juni på Flensborgggade 2 på Vesterbro.
Der er samlet en perlerække af de mest talentfulde kunstnere på den danske reggae, dancehall og world-scene, som alle har det tilfælles, at de er garant for sublim live-underholdning. Gadefesten bliver således sparket i gang med liveoptrædener af de unge, rå talenter Rune Kuda, Patchanka og Gaden.
Senere går Danmarks ældste reggae-soundsystem på scenen, legendariske jamaicanske Sky Juice Soundsystem, der bliver assisteret af nogle af sværvægterne fra reggae- og dancehall-miljøet. Med på scenen kommer ingen mindre end Kaka, Pharfar, Ida Ambrose, Jah Turban, Rudee Spice, Benny Jamz & Eaggerstunn.
Ideen bag konceptet er at give publikum et lille afbræk fra den ellers elektroniske musik, der fylder byens gader under Distortion.
Reggaefesten løber af stablen fra klokken 16 til 22. Du kan læse mere om eventet på Facebook her.
Der kan både købes turpas til hele Distortion, samt enkeltstående billetter til Distortion Club-arrangementer. Du kan købe ved at klikke her.