Nyhed

Store danske navne fortolker digte af flygtninge

12 danske musikere, blandt andre Frederik Vedersø fra The Eclectic Moniker, fortolker digte fra torturofre

Den 2. juni udkommer albummet "Flygtningestemmer". Over 12 numre fortæller flygtninge fra Bosnien, Syrien, Iran og Irak hver deres historie gennem sange, der fortolkes af en lang række danske frivillige musikere, der giver et musikalsk udtryk på den enkelte flygtnings egen historie. Hver dansk musiker har lavet en lille video om deres bidrag. Du kan se den første her forneden.

Initiativtageren, musikeren og psykologen Gert Barslund har i tæt samarbejde med Rehabiliteringscenter For Torturofre (RCT), via de sange han har lavet med flygtninge, ønsket at sætte fokus på, hvordan det er at leve som flygtning med de traumer, der følger efter krig og flugt. Han har fået hjælp af: Julie Maria, Sara Grabow, Ida Gard, Freya, Tue West, Julie Berthelsen, Søs Fenger, Sys Bjerre, Bryan Rice, Jonas Rendbo, Frederik Vedersø (The Eclectic Moniker) og Steffen Westmark (The Blue Van).

- Da jeg hørte om projektet første gang, tænkte jeg på, hvor tit jeg selv som sangskriver har følt, at det at kunne skrive sange om livet og smerten og alle de ting, der fylder os og gerne vil ud, har virket som en meget vigtig ventil for mig, så jeg har fået luft og måske sat ord på en følelse, jeg deler med andre for derigennem at kunne fungere som ventil for andre og deres følelser. At give flygtninge og torturofre mulighed for at sætte ord på deres oplevelser og få dem fortolket er en fantastisk ide, og jeg håber, at det har hjulpet de modige og ærlige tekstforfattere i deres arbejde med at finde fodfæste igen, siger sangerinde Søs Fenger.


Det opleves også positivt af de deltagende flygtninge, som har lagt erfaringer og ord til. 

- Jeg har ikke oplevet noget så meningsfyldt i de sidste 20 år af mit liv som tilblivelsen af dette projekt, udtaler en af de medvirkende flygtninge, der tidligere har været udsat for frygtelig tortur under fængslinger og oplevet talrige smertelige krigsoplevelser.

Med hjælp fra rækken af kunstnere og producere ligger et helt album nu klar til udgivelse, og projektet kan også opleves live: Den 6. juni kan sangene opleves i Musikkens Hus i Aalborg, den 7. juni ved det kommende Flygtningemuseum i Oksbøl, den 12. juni ved Folkemødet på Bornholm samt den 28. juni på Kløften Festival i Haderslev.


Al overskud fra koncerter og salg af CD går til RCT-Jylland og til Amnesty International.

Se den første video med Frederik Vedersø (billedet) fra The Eclectic Moniker og The White Album her:

 


 

 

 

ANNONCE