Tag en weekend i luksus og få en ekstraordinær koncertoplevelse oven i hatten
Lyder det som noget for dig? Så er tiltaget på Hotel Marienlyst måske noget for dig. Det prominente strandhotel med 155 år på bagen åbner nemlig for en række intimkoncerter med kunstnere fra det danske musikmiljø.
"Vi vil genskabe Hotel Marienlyst som badehotel på nyt internationalt niveau - med den historiske romantik, charme, moderne stilfuldhed og æstetik. Og i badehotellets gyldne æra bestod underholdingen af musik, koncerter og musicals - og derfor introducerer vi nu en unik koncertrække med intimitet og nydelse i fokus," lyder det fra hotellets nye salgs- og marketingsdirektør Teddy Brandt Kierkegaard.
Konceptet går under navnet "Dinner & Dance", der bliver et fredagsarrangement i intime rammer. Det starter med cocktails i baren, hvorefter alle gæster går samlet til Marienlyst Sal, hvor en tre-retters menu bliver serveret inden koncertstart.
Artisterne er Eric Gadd, Medina (billedet), Erann DD, Burhan G, Moonjam, Søs Fenger og Rasmus Nøhr – og om koncert-konceptet siger sidstnævnte:
"Med Hotel Marienlyst som ramme og min musik mangler vi blot en blå himmel - så lover jeg, at vi kan redde ethvert ægteskab."
Om Nøhr kan holde ord, må tiden vise. Herunder kan du se hvornår de forskellige artister spiller til de eksklusive intimkoncerter:
Rasmus Nøhr - fredag 30. maj kl. 19
Medina - fredag 20. juni kl. 19
Erann DD - fredag 28. juni kl. 19
Burhan G - fredag 22. august kl. 19
Moonjam - lørdag 30. august kl. 12, frokost & intimkoncert
Søs Fenger - lørdag 20. september kl. 19
Eric Gadd - fredag 26. september kl. 19
Du kan købe billetter til arrangementerne via GAFFA Live.