D-A-D serverer 30 røverhistorier fra 30 år i overhalingsbanen, der har budt på masser af succes, men også et par knytnæver fra medaljens bagside
"What happens on the road stays on the road" siger Stig med et skælmsk smil. En sandhed med modifikationer fra bassisten, der mener, at to strenge på instrumentet er mere end rigeligt, til gengæld må den gerne være formet som en raket. I øvrigt med bassisten iført hjelm, nederdel eller kunstige øjenvipper, som når det blonde, slanke fyrtårn går på scenen. For manden med de afsindige uniformer, behørigt sekunderet af resten af kvartetten, fik munden ganske gevaldigt på gled, da GAFFA frittede Danmarks ikoniske, vel nok største og mest sejlivede rockorkester ud om en god gang røverhistorier fra nu 30 år i øvelokaler, studier, medier, men først og fremmest på landevejen.
Og nationalorkesteret fejrer jubilæet med maner. 30-30-30 lyder parolen. Tekstet for hørehæmmede vil det sige 30 danske klubjobs, 30 udenlandske klubjobs, 30 festivaler, og – som det sig hør og bør for en afholdt fødselar –det løse. Turmanager Troels Bjørn forventer, at Jesper Binzer får sagt: "god aften og velkommen" rundt regnet 110 gange i løbet af 2014, tæl selv på hvor mange forskellige sprog. Vi, der har rundet hjørnet for mere end et par år siden, ved, at 30 ikke er nogen alder.
Det ser ud til, at publikum er enige, der er fortsat gang i butikken, og det i dén grad. Et hurtigt kig i tour-kalenderen afslører de kolde fakta. Bortset fra "2014" er det ord, som optræder hyppigst "udsolgt". Varen bliver leveret hver eneste aften, og hvad fritid angår, ligger det i 2014 (med lidt held) for d'herrer Binzer, Binzer, Sonne og Petersen på udvalgte søndage og mandage. Men også på en arbejdsdag er der god tid til at hygge sig.
GAFFA mødte kvartetten på udsolgte Posten i Odense og snakken flød, indtil kort før bandet skulle på scenen. Hold godt fast, for her kommer 30 røverhistorier fra 30 år i overhalingsbanen, der lever op til ikke så få sex, drugs & rock'n'roll-klichéer, men også oprigtige og reflekterende stunder fra medaljens bagside, som 30 år med speederen i bund selvfølgelig også byder på. "It's after dark now and Disneyland is closed" lyver Jesper Binzer notorisk. Portene er nærmere fortsat åbne på videste gab. Døm selv. "Mine damer og herrer, Damen und Herren, ladies and gentlemen (indsæt selv) will you please welcome D-A-D" alias Disneyland After Dark. Som altid "good clean family entertainment you can trust".
Vi bringer en røverhistorie hver dag i marts i kronologisk rækkefølge.
11. 1989
Silikonebryster i Miami
Jesper: – Dengang det hele tog fart, og vi skulle være det nye store hit i USA, var det helt vildt for sådan nogle københavner-knægte som os at komme over til Miami og ligge på stranden og mærke på silikonebryster for første gang. Det skulle vi jo prøve. Nyt og mærkeligt for et pædagogbarn som mig. Det var faktisk ikke så godt. Vi havde lige set k.d. lang og Aerosmith optræde to meter fra os. Jeg synes, vi klarede den meget godt på selvtilliden, men der var også sobering-up momenter. Skal vi ud på en 18 måneders klubturné for at komme et lille stykke af vejen?! Arh, ved ikke rigtigt... Det var alligevel for fremmed og for vildt.
Cobber: – Selvom vi havde rykket os meget på No Fuel, var der klart et kulturclash. Vi havde stadig noget ko-punk, der var hår(d)rock-elementer og så en overbygning af noget dansk DR2-intellektuelt, og der kom vi til kort i USA. I sin grundsubstans var det ikke dybt nok. I '89 var der en bølge af hardrock, du kunne ikke gå ned ad en gade i provinsen i England uden at høre Sweet Child O' Mine. GunsN' Roses var overalt!
Jesper: – Måske skulle vi have redet med på bølgen, men vi har altid kæmpet mod klichéerne, og nu var vi ved at blive en del af tidens mest larmende.
Cobber: – Typisk os er vi for kloge eller blaserte til at gå helt ind, men stikker alligevel foden indenfor for lige at se, hvad der sker. Der er utroligt meget danskhed i det, det med ikke at turde at gå planken ud.
