Har du nogensinde prøvet at forestille dig dine yndlingsbands som Lego-figurer? Det har Lego-samleren Adly Syairi Ramly
Kender du The Blockles? Joy Block? Har du været nede med Cypress Block eller været funky med Red Block Chili Peppers? Hvad med Smashing Blocks eller Radioblock? Nej, det siger dig ikke noget. Det må det til gengæld gøre for Lego-entusiasten Adly Syairi Ramly. Han har nemlig lavet nogle af sine yndlingsbands som Lego-figurer. Og heldigvis er han også ferm med sin iPhone og Twitter, så du kan se hans kreationer i billedgalleriet.
Adly Syairi Ramly har en bred musiksmag. Han har skabt blandt andet Beastie Boys, Muse, The Smashing Pumpkins, No Doubt, Minor Threat, Napalm Death og mange flere.
"Et klodset eventyr" er en af de bedst sælgende film i øjeblikket, hvad vidner om det danske legetøjs vedvarende popularitet blandt børn, men mon ikke Ramlys sjove figurer kunne opmuntre voksne rock'n'roll-fans til at finde deres gamle Lego-klodser frem fra gemmerne og gå i hans klodsede fodspor. Det kunne jo være, at der sad nogle læsere derude lige nu og tænkte, hvor er MIT yndlingsband og efterfølgende lavede deres egen version i Lego.
Hvis du gør det, vil vi gerne opfordre dig til at tage et billede af det og uploade det på instagram. Husk at skrive #gaffadk, så vi kan se billedet. Hvis det er godt, kunne det jo være, at dit Lego-band kom i bladet på et tidspunkt. Om end ikke andet er det en charmerende måde at hylde ens idoler på.
Se galleriet og find inspiration til, hvordan det kan gøres. God byggelyst!