Nyhed

Guide: 10 album, du skal glæde dig til i marts

Foråret banker på døren med lun luft og alverdens amoriner. GAFFA har kigget på 10 album, der udkommer i næste måned.

Vi er gået ind i en ny måned, den første forårsmåned, og der er masser af spændende albumudgivelser på vej. Vi har fundet 10 af de mest spændende. Se flere i GAFFAs sektion "album på vej"

WhoMadeWho: Dreams, 3. marts

Drengene med det gode renommé fra WhoMadeWho har efter sigende skabt et mesterværk. GAFFA har kvitteret med intet mindre end seks stjerner. Vær enig eller ej: lyt til den danske electro-poptrios nyeste skæring allerede på mandag.


Fossils – Flesh Hammer, 3. marts

Er du til hårdtslående, instrumental heavy, punk og rock, er Fossils et godt bud på et pladekøb i marts måned. De danske drenge er klar med fortsættelsen til albummet "Meat Rush" fra 2011. Det går stærkt, det er vildt og indeholder nok engang kødelige referencer. At dømme efter GAFFAs anmelder er der tale om et forrygende album fra den hårde bas- og trommeduo.

Pharrell: G I R L, 3. marts


Med projektet 24hoursofhappy.com har den amerikanske producer og sanger Pharrell Williams formået at skabe den ultimative selviscenesættelse forud for den første soloudgivelse siden 2006, med Oscar-nominering i kategorien "årets bedste sang". Den Grammy-vindende amerikanske stjerne har desuden prominent besøg på albummet, der indbefatter optrædener fra både Miley Cyrus, Justin Timberlake, Daft Punk og Alicia Keys.

MØ: No Mythologies To Follow, 10. marts (billedet)

Det skinnende ungpige-talent, som i denne måned er på forsiden af GAFFA, udkommer den 10. marts med det længe ventede debutalbum "No Mythologies To Follow". Her vil det vise sig, om super-hypen omkring stjernefrøet for alvor får bidt sig fast i bevidstheden hos os alle.


The Mountains: The Mountains, The Valleys, The Lakes 10. marts

Når de – efterhånden – populære drenge fra The Mountains den 10. marts udkommer med deres debutalbum, går det ikke ubemærket hen. Den hitstærke trio har navn efter evne og sigter efter bjergtoppene med fremadstormende hip-hopbeats og en kompromisløs electro-poppet lyd. Lad dig forføre og mærk med den 10, og læs anmeldelsen af albummet allerede den 8. på GAFFA.dk.

Elbow: The Take Off And Landing Of Everything, 10. marts

Kvartetten fra Manchester leverer endelig en efterfølger til den kritikerroste "Build A Rocket Boys!". Rockbandet, der efterhånden har over tyve år på bagen, piner os lidt endnu, da vi skal vente til den 10. marts, før udspillet udkommer. Til gengæld kan vi glæde os over et rockband, der igen og igen formår at forny rocken og dens håndværk.

Joan As Police Woman: The Classic, 10. marts

Sangerinden og sangskriverens femte studiealbum "The Classic" er indspillet i samarbejde med den franske komiker og musiker Reggie Watt, som Joan Wasser nærer stor respekt for: "Han udfordrer dig til at tænke mere dybere på en subtil måde, og så udstråler han bare noget komfortabelt og naturligt. Jeg kontaktede ham igennem noget fællesbekendte, og en ugere senere arbejdede han på min plade med frihed til at gøre lige, hvad han ville. Det føltes meget magisk."

Medina: Tæt På – Live, 17. marts

Medina er klar med det akustiske livealbum "Tæt På - Live". Albummet består af 15 sange, som er live-optagelser fra DR's Koncertsal optaget under Medinas seneste turné i efteråret 2013.

Christopher: Told You So, 24. marts

Popdrengen, der toppede hitlisterne for kort tid siden, er klar med en toer. Den kun 22-årige er klar til at indtage verden og frygter ikke at miste sit yngre publikum på trods af den varslede image-ændring. Tværtimod håber han at ramme endnu flere med den nye skæring. Om det lykkes, ved vi ikke endnu. Men sikkert er det, at singlerne "Crazy" og "Told You So" fra det snarlige album allerede er superpopulære – og hvis det er smagsprøven på pladen, ser det succesfuldt ud fra den unge charmør.

Nikolaj Nørlund: Det Naturlige, 29. marts

Den succesfulde sangskriver er klar med endnu et udspil. Albummet "Det Naturlige" varsler med singlen "Mønsterbryder" fordybelse, refleksion og godt håndværk. Trubadurens velkendte danske lyrik er enestående – og pakket ind i fortryllende, enkle – og til tider rockede – arrangementer, kan man ikke andet end at drømme sig væk. Se, hvad Nørlund bringer den 29. marts.

 

 

ANNONCE