Nyhed

Hør ugens bedste albums

Vi har fundet ugens bedst anmeldte nye albums og samlet dem i en playliste til dig

Ugen er ved at rinde ud, hvilket betyder, at vi endnu engang har samlet en playliste, der er fyldt med albums, der har fået de bedste anmeldelser på GAFFA i løbet af ugen. Ugens playliste byder på alt fra kødrock og funk til industrial og jazz, og så har vi fat i en playliste, der byder på tre album, der alle har fået seks ud af seks mulige stjerner - en sjældenhed i GAFFAs historie. Otte album er det blevet til, og kunstnerne, som du kan bruge weekenden på at lytte til, lyder som følger: Pharrell, Fossils, WhoMadeWho, Real Estate, Highasakite, Blood Red Shoes, 3 x Hess og Covenant.

Pharrell udgav i mandags opfølgeren til 2006-udgivelsen "In My Mind" i form af udspillet "G I R L", som er Pharrells blot andet album. Den 40-årige amerikaner har fået hjælp af markante stjerner som Miley Cyrus, Justin Timberlake, Alicia Keys og selvfølgelig robotterne Daft Punk på det nye udspil, der er ét af de albums, som i denne uge har fået de maksimale seks stjerner. Sohail Hassan er manden, som gav udspillet seks stjerner med ordene:

"Efter at have leveret adskillige potentielle singler siden starten tillader Pharrell sig at byde os et af sine mere eksperimenterende numre. Lost Queen er en minimalistisk produktion baseret næsten udelukkende på et afrikansk mandekor, men både interessant og lyttevenligt. Nummeret glider over i bølgeskvulp og så over i den helt langsomme r&b-skæring Freq, hvor Pharrell spacer ud og synger om at rejse indad. Han får hjælp af den næsten glemte sangerinde JoJo."


"På næstsidste sang Know Who You Are, der lige fra starten behager med sine rare raggae-rytmer, gæstes han af Alicia Keys. Igen et glimrende samarbejde af manden, der har arbejdet med forskellligartede kunstnere nok til at kunne få det bedste ud af dem. Albummet sluttes med It Girl. Igen med en tydelig funk-guitar og om end laid back stadig både danse- og lytte-venligt. Man under Pharrell hans plads på toppen, når han i høj grad leverer varen. Den her bliver svær at slå."

Er du til hårdtslående, instrumental heavy, punk og rock, er Fossils det band på ugens playliste, som du øjensynligt vil sætte mest pris på. Duoen - bas og trommer - har en nærmest sygelig fascination af kød, hvilket giver sig til udtryk i både coveret, titlen og de forskellige sangtitler. Musikalsk er Fossils også som at få en kødfammer i fjæset - på den der mærkelige S/M-dejlige måde, vel at mærke. GAFFAs anmelder Michael Jose Gonzalez kvitterede for albummet med seks ud af seks stjerner og skrev:

"Flesh Hammer er et kærkomment los i løgene, når man tænker på hvor mange middelmådige metervarer og tomme kalorier, der florerer ude i æteren, og de fleste ville nok have godt af at få renset ud i øregangene af nærværende kødhammer. Så med mindre Kellermensch sender deres længe ventede toer på gaden i år – og den ellers lever op til tidligere bedrifter – har vi her en stærk kandidat til årets bedste og stærkeste danske udspil. I hvert fald i min bog. Berusende? Så absolut!"


Ugens sidste seks-stjerners anmedelse går til danske WhoMadeWho, som med deres eksperimentale pop er nået til højdepunktet på deres karriere ifølge GAFFAs anmelder Simon Nathanael. Han giver udspillet følgende ord med på vejen:

"Pladens hooklines og stemninger har simpelthen det, som danske popbands så sjældent præsterer: en blivende effekt og international appel – samtidigt – og bandet kiler sig ind i en stolt tradition af dansk navlepop sammen med Shanghai, Spleen United og When Saints Go Machine, men uden at slippe den ømfindtlige popfinger, hvormed udtrykket produceres. Selv den ellers døsige ballade New Beginning byder på pladens måske bedste omkvæd, mens hooks på Right Trackog Heads Above sikrer syngen med næsten øjeblikkeligt. En tidlig kandidat til årets danske plade. Eksportér, eksportér!"

Amerikanske Real Estate udgav i denne uge deres tredje udspil "Atlas", som endnu engang giver lytteren lyst til sommer, rosévin og uendelige længe nætter. Real Estate er solskins-guitar og indierock af den glade variant, og du kan meget passende sætte det på lørdag eftermiddag få timer inden, du måske skal i byen. Så bliver du uden tvivl den gæst, der ankommer lettest og gladest. Fem ud af seks stjerner gav Pelle Sonne Lohmann "Atlas":


"Der er en særlig ømhed og florlet skønhed over amerikanske Real Estates udtryk. Sådan har det altid været, og sådan forholder det sig også med gruppens tredje album, Atlas, der til forveksling minder om forløberne, men som samtidig bygger videre på Real Estates på samme tid håndgribeligt stålsatte og diffust skrøbelige vision. Bandets melodiske, mildt psykedeliske drømmepop skiftevis driver dovent og døsigt og pisker ubekymret derudad med masser af ambitiøst sammenflettede guitarlinjer og diskret dunkende basgange."

Halvfemser-bandet Covenant er tilbage med deres ottende udspil "Leaving Babylon", hvor gruppen ufortrødent fortsætter med, hvad de er bedst til: genrehybrider af synth, edm og pop. Anmelder Ras Bolding giver albummet fem ud af seks mulige stjerner og udtaler:

"Kender man i forvejen til Covenant, så byder Leaving Babylon formentlig ikke på de helt store og grænseoverskridende overraskelser, men til gengæld synes jeg, gruppen har været god til at ryste posen med de vanlige ingredienser på en måde, så retten stadig forekommer frisk og interessant - og det vel at mærke uden at gå på kompromis med hvad og hvem man er. Hvis man er til synth eller mørk elektronisk musik, eller hvis man såmænd bare synes, der er længe til næste Depeche Mode-udgivelse, så bør man give Leaving Babylon et lyt. Jeg sniger mig op på fem stjerner herfra for et meget gennemført album."

Den norske indiepoptrio HighasaKite albumdebuterede sidste år med "All That Floats Will Rain", til stor glæde for både publikum og anmeldere. Nu er gruppen aktuel med den svære toer, der dog viser, at trioen ikke blot var en ny indiepop-døgnflue. "Silent Treatment" hedder det nye album, som GAFFA gav fem ud af seks stjerner med begrundelsen:

"Silent Treatment er et gennemgribende stærkt og afvekslende album, hvor gode melodier og overlegen sangskrivning får lov til at dominere. Den norske gruppes organiske tilgang bliver suppleret af fornemme forfinede produktioner, der bestemt vil efterlade lytteren både stakåndet og eftertænksom."

Den alternative rockgruppe Blood Red Shoes har slået op med producer Mike Crossey, der ud over bandet har arbejdet med blandt andet Arctic Monkeys, for at komme tilbage til deres rødder. Det gør de ved at udgive deres fjerde studiealbum, som er selvbetitlet, hvilket ofte skal bebude, at en gruppe har fundet sig selv igen, og det er tilfældet her. Med fire ud af seks stjerner skriver GAFFAs anmeler Kristian Petersen følgende om udspillet: 

"Mest ud fra mængden står Stranger, der med Carter på frontvokal nærmest slæber sig af sted, men ellers er tempofyldte og ukomplicerede smæk for skillingen. Bandets tilvalgte let underproducerede feel klæder bestemt albummet, og deres punkbaggrund bliver her et adelsmærke. Det er faktisk kun på Speech Coma, at det skurrer for meget i ørerne, og det mere på grund af nummerets noget gumpetunge melodi.

Brødrene Hess – Emil, Nikolaj og Mikkel - anerkendte figurer på den danske jazzscene - er klar med deres første fælles-album "Music for Mum & Dad", som altså bliver playlistens første jazz-bidrag, som du meget passende kan sætte på søndag morgen. Fem ud af seks stjerner giver GAFFAs Ivan Rod albummet, som får følgende ord med på vejen:

"Trods talent og glæde er Music for Mum and Dad brødrenes første fælles album. Men et album, det har været værd at vente på. Albummet åbner med en umådeligt smuk versionering af Paul Gerhardts og Johann Crügers salme, Hjerte løft din glædes vinger, glider over i Emil Hess' slow, men groovy blues, It Ain't Over, fortsætter med Mikkel Hess' næsten filmisk, vemodige Super 8 og med Nikolaj Hess' Goodnight (som må være en pastiche over Aviciis Hey Brother). De fleste af albummets numre er skrevet af de tre, hver for sig, kun ét er formelt kreeret i fællesskab, og alligevel fornemmer man hele vejen gennem albummet en stringens og et særegent slægtsskab de tre imellem, musisk såvel som mentalt."

Hør GAFFAs playliste med ugens bedste albums her:

ANNONCE