Du kan nu spørge Mads Damsgaard og Esben Valløe om hvad som helst – kun fantasien sætter grænsen
Reptile Youth er 10. marts aktuelle med deres andet album, "Rivers That Run For A Sea That Is Gone".
I anledning af den nye plade laver GAFFA et interview med Reptile Youth, hvor du fra i dag til og med søndag den 9. marts kan stille spørgsmål via Twitter, Facebook og GAFFA.dk. Stil dit spørgsmål med hashtagget #reptileyouthsvarer.
De bedste af spørgsmålene vil blive besvaret af bandet og bragt i GAFFAs aprilnummer og på GAFFA.dk.
Det nye album fra Reptile Youth er indspillet live i en fem-mands konstellation, og bandet forsøger hermed at få transformeret deres velkendte livelyd ned på skive. I forbindelse med udgivelsen fortsætter duoen nok engang med at turnere, hvor de kommer forbi Aalborg, Aarhus og København. Elektrorockerne må om nogen siges at have spillet sig varme ved blandt andet at have optrådt på forskellige festivaler som Øya, Roskilde, CMJ og Iceland Airwaves.
Mads Damsgaard og Esben Valløe, som er de borgerlige navne bag duoen, udgav i 2012 deres selvbetitlede debutalbum, som GAFFAs anmelder Michael José Gonzalez kvitterede for med fire stjerner og denne lytterbeskrivelse: "På albummet serverer de en række absolut glimrende sange, der bare skriger på at blive skruet op på maks og udøve vold på lytterens trommehinder"
Med det kommende album bliver der endnu engang mulighed for at opleve Reptile Youths berygtede liveshow og nu også nye sange.
Turnéen ser ud som følger:
Torsdag den 13. marts – Pumpehuset, København
Fredag den 14. marts – Studenterhuset, Aalborg
Lørdag den 15. marts – Aarhus, VoxHall
Find billetter via GAFFA Live og spillestedernes hjemmesider.
Hvis du er GAFFA Plus medlem kan du spare 20% på billetterne her.