Lars Trillingsgaard – Magtfuld musikchef

For nylig var P3's musikchef, Lars Trillingsgaard, igen en tur i vælten, fordi anonyme personer fra musikindustrien havde lavet to (nu slettede) YouTube-videoer om "korruptionen og nepotismen, som finder sted på den danske public service radio." Sammen med en lang liste af links til artikler, der går hårdt til musikchefen, blev videoerne sendt ud til alle, der arbejder med musik, så de pludselig skulle forholde sig til DR's "misbrug af poster, brud på både public service aftalen og konkurrenceloven."

Mailen har rusket op i snakken i kantinerne, men ikke hos DR. Lars Trillingsgaard – der også er ansvarlig for P3 Guld, som afholdes i Koncerthuset 4. april – kan ikke tage angrebet seriøst.

– Jeg føler mig ikke hængt ud. Det er fint, at folk har holdninger til det, vi laver, men en anonym mistænkeliggørelse af navngivne medarbejdere – det, synes jeg, er ufint. Det største problem har været, at normalt begavede mennesker spørger, hvordan jeg har det med det, og det er da forstyrrende, fortæller han.

Vi er gået ned i DR's efteruddannelsessektion, Sektor 8. Hos P3 afløses snak af musik, og unge værter farer rundt, men her er højt til loftet og ro til fordybelse, så vi har forladt hans kontor midt i larmen.

– Jeg ved ikke, hvem der har lavet filmen, men det er ikke nogen, jeg kan tage alvorligt. De mener jo nok, de ikke er spillet nok i radioen, konstaterer Lars Trillingsgaard.

Musik er ikke videnskab

I snart ti år har Trillingsgaard været musikchef på P3. En magtfuld stilling i dansk musik. Han er ansvarlig for spillelisterne på P3-fladen. Og da P3 har over en million daglige lyttere og i høj grad grebet om de unge, er han samtidig med til at definere spillestedernes spisesedler, festivalernes plakater, hvem der i det hele taget hitter og bryder igennem lydmuren; hvad vi lytter til på Spotify, og hvem sladderbladene skriver om.

Det gør ham automatisk til en skydeskive for musikere og branchefolk. Mange kunstnere har svært ved at forstå, hvorfor de fravælges frem for deres tamme konkurrenter.

– Der er dem, som er lykkelige, bare de spilles to gange om natten over fire måneder, og så er der dem, der mener, de skal være Ugens Uundgåelige to uger i træk, forklarer han og sammenligninger med fodboldlandsholdet. 

 – Jeg plejer at sammenligne P3 med landsholdet. En serie seks-spiller forventer ikke, at blive udtaget til landsholdet. Men musik er kunst og smag. Det kan man ikke bare måle. Derfor får man mange kritikere. Der er ingen eksakt videnskab omkring musik, og der er ingen veje ind, som ligner hinanden, men det også det smukke ved det, siger han.

Fraværet af videnskab genklinger i hans stærkeste arbejdsredskab: maven. Det er ofte den, der fortæller, hvorvidt Lars Trillingsgaard sidder og lytter til morgendagens hit. Men for at holde sindet rent, og fordi han såmænd får nok musik på arbejdspladsen, lytter han ikke til musik, når han har fået fri. Han er passioneret vinylsamler. Men han sætter kun sjældent en plade på.

Jeg lytter til 500-600 forskellige numre om ugen. Og for at kunne give alle numre samme behandling, er det vigtigt, at jeg holder mig relativt renset og giver ørerne ro, siger han.

Rigtige artist, sang og tidspunkt

– Jeg er lige kommet tilbage fra fjorten dages flytteferie, og jeg kunne mærke, da jeg mødte i dag, hvor ren min tilgang til musikken var. Det er den indgang, jeg altid stræber efter. Hvis jeg sidder og lytter og pludselig begynder at tænke strategi i forhold til nummeret, må jeg lægge det fra mig. Det handler om at komme ind i musikken og mærke energien i og omkring sangen, siger han.

Lars Trillingsgaard er formand for playlisteudvalget, der består af en håndfuld udvalgte fra DR. Her stemmes morgendagens stjerner frem på P3's spillelister. Men udvælgelsen er ikke rent smagsdommeri. Det hele sker i dialog med redaktionerne på P3 og med andre musikinteresserede på radioen og i branchen, fortæller han.

– Jeg mærker energien fra publikum, fra værterne, fra pladebranchen, og hvis den energi reflekteres i musikken, og jeg selv kan mærke den, bliver det spillet på P3. Men der er også eksempler på, at jeg sidder alene og bliver smidt tilbage i stolen af noget totalt ukendt. Så er det, jeg skal ud at afprøve nummeret og argumentere for, at det er fedt, siger han.

Han nævner den danske pop-trio Julias Moon som eksempel. Trioen har netop været Ugens Uundgåelige på P3. Lars Trillingsgaard kendte dem ikke og havde ikke fået dem anbefalet, da han hørte førstesinglen Bay. Men nummeret var "fantastisk". Musikken vandt.

– Mange vil gerne sætte hits på formel. Men det er svært, for det handler om energien og om at være den rigtige artist med den rigtige sang på det rigtige tidspunkt, siger han.

Mads Langer for eksempel. Skrev han dårligere sange for fem år siden, hvor han stort set ikke blev blev spillet på P3?

– Nej, slet ikke. Tidspunktet for hans pop er rigtig nu, siger Lars Trillingsgaard.

Tiderne skifter, og vi hører noget i dag, vi ikke ville hylde på samme måde i morgen. Det er Danmarks mest succesfulde kunstner, Rasmus Seebach, et eksempel på. For bare fem år siden lavede han musik med sin bror og havde gjort det i mange år. Men pludselig ramte han en åre. Engel var den rigtige sang på det rigtige tidspunkt. Det kan han i særlig grad takke Nik&Jay for, som har banet vejen, forklarer musikchefen:

– Da Nik&Jay udgav En Dag Tilbage, var jeg ved at falde ned af stolen over deres grænseoverskridende banale og klicheagtige  "Lev mens du gør det, elsk mens du tør det"-omskrivning. Men der var en ægte sentimentalitet og en banalitet, som bare virkede og gjorde, at sangene føltes rigtige. Det, Rasmus Seebach og hans bror lavede var også sådan lidt høhø-sjovt. Fire-fem år senere er det det største i Danmark.

Savner anerkendelse

Lars Trillingsgaard kommer lige fra et telefonmøde med folkene bag netop Rasmus Seebach. P3 har valgt ikke at spille den anden single Sandstorm fra popstjernens nye album Ingen Kan Love Dig I Morgen, og det forstår Seebach-banden ikke. Valget er truffet af Lars Trillingsgaard og understreger P3's dobbeltrolle i balancen mellem det brede og det smalle.

– Seebach er en popstjerne, det kører ret godt for. Han har et kæmpe publikum også uden P3's hjælp. Hans første single havde redaktionel interesse og fik spilletid, men vi har ikke playlistet Sandstorm. Det skyldes, at vi også gerne vil give plads til ny musik, og det kan vi ikke, hvis vi kun spiller de anerkendte kunstnere og de sikre hits. Men det er slet ikke det samme som, at vi nu er færdige med Seebach, siger han.

Nok betragtes Trillingsgaard som en magtfuld figur i branchen, men han forsøger under interviewet hele tiden at tone sin magt ned. Udvælgelsen af musik foregår i samarbejde med folk omkring ham, og på det seneste har han gjort meget ud af også at lade værterne bringe egen musik ind.

– Der er meget musik, jeg ikke kan playliste, fordi det ikke kan stå alene. Nogle P3-værter er blevet meget glade for Marvelous Mosell, som laver friske tekster over funk og gammel hip-hop. Og det er bare fedt, de har noget med, som de er begejstrede for. Så sørger jeg for at lave en brun sovs, som alle kan leve med til at drive programmerne frem, siger han.

Det irriterer Lars Trillingsgaard, at han hele tiden skal drages til ansvar for, at dansk musik er på vej i den ene og anden retning. For man kunne jo også selv tage lidt ansvar andre steder i fødekæden.

– At P3 er magtfuld er jo blot et udtryk for, at vi har arbejdet knaldhårdt og en følge af, at vi bevidst har valgt at gå nye veje. Det kan jeg godt savne, at man anerkender.

– Mange aviser har bogtillæg. Hvorfor har de ikke musiktillæg? Mange spillesteder bebrejder os, at de kun kan tage kunstnere ind, der er spillet på P3. Men det er også muligt at tage initiativ selv og spille noget, man selv tror på, siger Lars Trillingsgaard og understreger, at P3 gør arbejdet godt.

– Mit fokus vores lyttere, og de kan generelt lide den musik, vi prioriterer, og det siger noget om, at vi gør vores arbejde godt.

Blå bog, Lars Trillingsgaard: 

43 år

Opvokset i Lyngby

Flyttede til Aalborg som 20 årig "fordi jeg var for dum til at komme ind i København".

Læste tre semestre på Humanistisk Informatik.

Droppede ud til fordel for lokalradioen ANR, hvor han senere blev musikchef og arbejdede i 10 år.

Blev som 33-årig ansat som musikchef på P3, hvor han har været i snart 10 år.

Søren Krogh Thompson, chef for Playground Music: 

P3 er en af grundpillerne i vores promotion arbejde. At få eksponering på P3 betyder helt naturligt en del for vores artister og investeringer. Den drejning P3 har taget væk fra den alternative rock musik over de seneste år har ikke været til vores fordel. Tidligere kunne vi få spillet artister som The National og Vampire Weekend på P3, men de er nu rykket til P6. Jeg synes det er svært at skyde Lars Trillingsgaard i skoene at han bør skiftes ud - det er ikke hans valg - og når man ser på hvor meget P3 har været i stand til at holde på lytterne forstår jeg godt ledelsen i DR, der har valgt at holde fast i ham. Kunne jeg godt tænke mig forandring? Naturligvis. Jeg så gerne der blev mere plads til chancer i retning af rockmusikken i stedet for popmusikken.

Henrik Marstal, musiker og producer: 

Jeg har ganske enkelt aldrig forstået, hvorfor DR ønsker et P3, der skal konkurrere på markedsandele med de kommercielle radiokanaler. Det giver prestige at have store markedsandele, javist - men P3 er jo lige netop ikke en kommerciel radiostation, idet den er licensfinansieret. Hvorfor koncentrerer den sig i stedet ikke om at tage flere kunstnerisk motiverede valg og chancer, og hvorfor er den allermest kommercielle pop overhovedet interessant for P3 at spille, når de kommercielle radiostationer allerede spiller den i stride strømme? Jeg mener det er på tide, at DR eller alternativt de mediepolitiske ordførere lod et uvildigt udvalg evaluere den musikalske profil på P3 og dernæst tage en debat om hvorvidt DR overhovedet skal stile efter at gå efter markedsandele eller ej.

Trillingsgaaard har utvivlsomt passet butikken præcist så godt som hans chefer havde håbet han ville. Ellers havde han ganske enkelt ikke siddet så længe. Men det ER længe, taget i betragtning hvor magtfuld en post det er i et offentligt kulturembede. Det offentlige kulturliv hylder ellers en tradition om at ville undgå magtfuldkommenhed - det er derfor man kun kan sidde tre eller fire år i Statens Kunstfond og Statens Kunstråds Musikudvalg. Dette princip hylder DR ikke. Men det kan skyldes hans chefers tilfredshed med ham, og måske også hans indiskutable evne til at underspille omfanget af sin magt ved at være imødekommende og åben over for alle, der ønsker at få ham i tale.

Trillingsgaard har måske det imod sig, at han er en hvid, mandlig-heteroseksuel, etnisk dansker i fyrrene med magt. Dermed repræsenterer han nemlig det mest traditionelle, det mest almindelige og også det mest fantasiløse chef-segment i Danmark overhovedet. Det behøver bestemt ikke at betyde, at han selv er traditionelt tænkende. Men P3 har vist en tendens til vanemæssigt at reproducere den dominerende musikkultur - man spiller primært dansk/amerikansk musik på bekostning af nordisk, europæisk og asiatisk musik; man fokuserer på mandlige snarere end kvindelige sangskrivere, musikere og sangere, og man vil helst ikke have for meget at gøre med artister, som ikke kan indordnes under begrebet ungdomskultur. Så når P3 derved ofte glemmer den kulturelle mangfoldighed, kan jeg godt komme til at tænke: Hvad ville der mon ske, hvis P3-chefen IKKE var en hvid, mandlig-heteroseksuel, etnisk dansker i fyrrene, som tilhørte det traditionelle magtsegment herhjemme?