Albummet "Sheezus" bliver den britiske sangerindes tredje album
Det var tilbage i 2009, at Lily Allen udgav sit seneste album, "It's Not Me, It's You" og havde et kæmpe hit med f-bomben "Fuck You". Efter en tid uden meget nyt fra den petitte popstjerne med noget på hjerte, er der kommet singlerne "Hard Out Here" og senest "Air Balloon" som forløber for albummet "Sheezus".
Titlen på albummet, der udkommer den 5. maj, er et åbenlyst spil på "Yeezus", der var det seneste album fra Kanye West. Om at parodere albumtitlen på den kortluntede rappers seneste album, har Lily Allen skrevet på Twitter, at hun ikke vil gøre grin med Kanye, men at titlen er en hyldest. Noget kunne tyde på at Lily Allen har lidt af et forhold til hiphop-kulturen, eftersom den populære "Hard Out Here" låner lidt tekst fra den Oscar-vindende sang "It's Hard out Here for a Pimp" af Three 6 Mafia.
Hele Lily Allens album er endnu engang produceret af Greg Kurstin, lige på nær titelsangen, der er produceret af Shellback. Kurstin har, ud over Lily Allen, også produceret for Britney Spears, Kesha, Foster the People, Santigold og hele albummet "Port of Morrow" af The Shins.
Se tracklisten til "Sheezus" herunder:
Sheezus
L8 Cmmr
Air Balloon
Our Time
Insincerely Yours
Take My Place
As Long As I Got You
URL Badman
Silver Spoon
Life For Me
Hard Out Here