Hiphop-duoen bryder syv års pause med en genforeningsturné, der bringer dem til Roskilde, hvor et andet markant rapnavn også melder sin ankomst
Hiphop-duoen Outkast annoncerede i januar, at de tog på en stor festivalturné efter syv års pause, og det satte gang i forventningerne om, at de kom til Danmark. Nu kan Roskilde Festival så offentliggøre, at de er booket til årets festival, hvor også den fremadstormende Chance the Rapper har meldt sin ankomst.
Outkast har solgt over 25 millioner plader på verdensplan og vundet seks Grammyer, og deres album "Speakerboxxx/The Love Below" fra 2003 er at finde blandt de mest sælgende hiphop-albums nogensinde. Den fandenivoldske duo – bestående af Andre 3000 og Big Boi – fra Atlanta, Georgia har siden 1994 nedbrudt grænserne mellem hiphop, soul, rock og pop med hits som "Ms. Jackson" og "Hey Ya!" Efter syv års pause drager Outkast nu på en verdensturné, der markerer 20-års jubilæet for udgivelsen af debutalbummet "Southernplayalisticadillacmuzik".
Roskilde Festivals programchef Anders Wahrén siger: "Rygterne om Outkasts genforening begyndte for alvor at cirkulere sidste efterår, og siden er vi næsten blevet løbet over ende med ønsker fra fans om, at de bare skal spille på Roskilde Festival. Så jeg er vildt stolt over, at det er lykkedes for os at få dem til Roskilde. Outkast har opbygget en legende-status, der rækker langt ud over hiphoppen, så vi skal forvente en non-stop-hitparade på Orange Scene til sommer."
Chance the Rapper kommer også
Superstjernerne fra Outkast får følgeskab af én af de mest roste unge rappere, Chicagos Chance The Rapper, der har fået masser af omtale for sine to mixtapes fra 2012 og 2013 og har samarbejdet med blandt andre Joey Badass, James Blake og Lil Wayne.
Outkast og Chance the Rapper slutter sig til hiphop-navne som A$AP Ferg, Dilated Peoples, Earl Sweatshirt, Pusha T og World's Fair, der allerede er offentliggjort til årets festival.
Fuldt program offentligøres 2. april
Dermed er Roskilde Festival endnu et skridt mod et endeligt program. Festivalens bookere arbejder i øjeblikket på højtryk for at fuldende programmet, der i sidste ende vil rumme cirka 160 navne fra alle musikalske verdenshjørner.
Programmet til den 44. festival i Roskilde offentliggøres onsdag den 2. april klokken 12.00.
Navne som Arctic Monkeys, Damon Albarn, Earl Sweatshirt, Haim, Kasabian, Major Lazer, Moderat, Pusha T, Rob Zombie, Trentemøller og MØ er allerede føjet til plakaten.
Roskilde Festival finder sted fra 29. juni til 6. juli. Billetter findes via GAFFA Live.