GAFFAs anmelder er begejstret for fredagens koncert i Fredericia
I aftes indledte Thomas Helmig sin lange forårsturné i T. Hansen Arena i Fredericia. GAFFAs anmelder Christian Voldborg Andersen var mødt frem, og han beretter om en Helmig i topform. Christian Voldborg Andersen skriver blandt andet:
"På sin nye turné havde Helmig allieret sig med veloplagt og swingende orkester bestående af både nye og i forvejen kendte ansigter for kendere af Helmigs koncerter. Allerede fra første tone blev man overbevist om, at Helmig har udvalgt en håndfuld kompetente og karismatiske talenter til at realisere klassikerne - som sagt nogle endda i nye arrangementer - samt de helt nye sange.
Helmig fik sin musikalske uddannelse, da han som ung udvekslingsstudent drog til Detroit i USA, hvor han stiftede bekendtskab med den legendariske Motown-lyd, og denne musikalske indflydelse skinnede tydeligt igennem. Særligt da Helmig begav ud i en erotisk, men sjælfuld duet med den bemærkelsesværdigt letpåklædte Nellie Ettison, der til gengæld klædte Helmigs machostemme vældig overbevisende."
Læs hele anmeldelsen og se masser af billeder fra koncerten i GAFFAs anmeldelsessektion.