Kom og vær med til en fest, hvor det vil være svært ikke at lade hofterne danse sammen med rytmerne af afrikansk musik
Er man til afrikansk fest, farver og musik i absolut verdensklasse, skal man ikke gå glip af todagesfestivalen Shelby Festival – The Sound Of Africa, der løber af stablen i København denne weekend den 7. og 8. november.
Arrangementet finder sted på Lions & Barrels (Parken) på Øster Allé 46, hvor dørene er åbne fra kl. 18-05.
Det er Shelby Production, der er kendt for at bringe markante afrikanske kunstnere til Danmark, som står bag arrangementet, og idéen er at skabe en anderledes festival med fokus på forskellige genrer af afrikansk musik.
Festivalen begynder fredag den 7. november, hvor Sékouba Bambino (billedet) fra Guinea optræder på scenen med sit band på ni musikere. Ud over Sékouba Bambino vil Eddy Kenzo fra Uganda optræde med dancehall og sit berømte nummer "Sitya Tab". Eddy er en kommende stjerne inden for verdensmusikgenren, og der venter København en stor oplevelse med hans første koncert i Danmark.
Nelson Freitas, kongen af Cape Verde-zouk forsætter festivalen lørdag den 8. november, og Serge Beynaud fra Elfenbenskysten slutter af lørdag med sine dansere og genrerne Coupe Décale og Afro-Pop.
Shelby Festival - The Sound Of Africa er en hyldest til tropisk afro-musik og en unik mulighed for at opleve, hvad der er "hot" og "in" inden for denne genre lige netop nu.
Forskellige afrikanske dj's vil spille både før og efter live koncerterne og giver publikum mulighed for at "smage" på alle de forskellige genrer indenfor Afro-musik heriblandt Kizomba, Cabo-love, afrikansk hiphop, r'n'b, afrikansk rap, reggae og dancehall for blot at nævne nogle få. Billetprisen er 295 kr. pr. dag/495 kr. for begge dage, og billetterne kan købes på billetnet.dk
For yderligere information se https://www.facebook.com/shelbyfestival eller www.shelbyproduction.dk
Varm op med Eddy Kenzos hit "Sitya Tab":