En dør faldt af U2-sangerens privatfly i 2,5 kilometers højde
U2's forsanger Bono var onsdag eftermiddag tæt på at ende i en flyulykke, da en dør i hans privatfly faldt af i luften, skriver Irish Daily Mail.
Bono var sammen med fire venner på vej fra Dublin til Berlin for at deltage i en diplomatisk begivenhed med den tyske økonomiminister Gerd Müller forud for U2's koncert ved Bambi International Music Awards samme aften. Da flyet – en Learjet 60 D-CGEO til en værdi af 450 millioner kroner – nåede den tyske kyst i cirka 2,5 kilometers højde, rev døren til lastrummet af ukendte årsager sig løs.
Lastrummet var dog grundigt adskilt fra passagerkabinen, og derfor faldt trykket i kabinen ikke, og der blev ikke brug for iltmasker. Flyet fortsatte uden at sende nødsignaler og landede i sikkerhed i Berlins Schönefeld-lufthavn, men en kilde tæt på Bono fortæller Irish Daily Mail, at Bono og hans venner var "chokerede, og de følte sig meget heldige over at være i live. De var i en højde, hvor alt kunne være sket". De kunne desuden konstatere, at al deres bagage var faldet ud af flyet. Bono og hans venner havde hørt et stort bump, da døren faldt af og blev forskrækkede, men de lod flyveturen fortsætte som planlagt.