Nyhed

Video: Karl William & Co. fortæller om hiphop-orgie i Vega

På fredag kan du opleve tunge danske hiphop- og r&b-navne – i et interview fortæller kunstnerne om deres karriere og eventen

Til det nye Red Bull Studios Live-initiativ #NYTING fredag den 21. november i Store Vega kan man opleve flere store kunstnere fra den danske hiphop-scene. Fra Cheff Records, kollektivet, der sparkede døren ind til nytænkende, frygtløs og original hiphop for cirka tre år siden med blandt andre Kidd og Klumben, over gade-rapperne fra B.O.C til de unge r'n'b talenter fra kollektivet Hukaos, der består af blandt andre Karl William (billedet) og Louis Rustum og er inspireret af blandt andre Frank Ocean og The Weeknd. Disse unge hiphoppere vil fyre op under festen på fredag i København. Du kan se et interview med nogle af kunstnerne nederst på siden.

Foruden ovenstående vil fremadstormende Emil Stabil og hans Lil Label-crew optræde, mens hiphop-bloggeren Danijel Drux fra Droz Daily Steezin vil agere vært til arrangementet. Selve begivenheden har bevæget sig fra tanke til virkelighed i tæt samarbejde med Eloq, som har været kreativ styrmand i arrangementets udformning. Den unge producer Eloq, alias Søs Fengers søn August Fenger, er en af bagmændene bag de deltagende gruppers succes, da han har produceret Cheffs tidlige tracks, en række nye Hukaos-hits samt laver elektronisk musik på egen hånd.

#NYTING har netop også tilføjet grime-stilskaberen og Boy Better Know-grundlæggeren JME til programmet. Et passende valg, da crews som Cheff og B.O.C. blev betegnet som "grime-bølgen", da de vandt indpas på den danske musikscene. Grime var genren, der for alvor gav britisk hiphop en egen identitet, og JME var en af de vigtigste drivkræfter bag den omvæltning. JME vil afslutte en forhåbentlig hæsblæsende aften på Store Vega .


Du kan finde billetter til arrangementet her. 

Herunder kan du se interviewet med crewet Hukaos, hvor de anført af rødhårede Karl William fortæller om deres rødder, karrierens opblomstring og stoltheden over at skulle stå på Store Vegas prestigefyldte scene fredag aften. Ligeledes forklarer B.O.C anført af Kesi, som er aktuel med hittet "Søvnløs", om deres vej til succes. 

 
 


 

 

 


ANNONCE