Nyhed

Hør Turboweekends nye single – nu med guitar

Elektrorockerne er klar med første forsmag på deres kommende fjerde album

Elektrorock-kvartetten Turboweekend er nu klar med første single fra deres kommende fjerde album, som udkommer i begyndelsen af 2015. Sangen har fået titlen "Miles and Miles" og udkommer i dag, og du kan høre den nedenfor på WiMP og Spotify.

Turboweekends seneste album er "Fault Lines" fra juni 2012. Gruppen fulgte albummet op med heftig turnévirksomhed i ind- og udland og senere nogle afdæmpede, halvakustiske koncerter, der udmundede i sidste års ep "Shadow Sounds", hvor bandet fortolkede seks af deres ældre sange i tilsvarende lavmælte versioner. I år har de så atter turneret for fuld strøm, og sådan lyder de også på deres nye single, dog med en luftig og melankolsk tone – og nu også med guitar, et instrument der hidtil har været bandlyst i bandets univers, som ellers har været kendetegnet ved lineuppen sang, bas, trommer og keyboard.

Bandet udtaler: "Nummeret har været noget af en øvelse i integration, som vi heldigvis synes er lykkedes rigtig godt. Det er to universer, der på overfladen måske clasher, men i sidste ende er knyttet sammen af en fælles stemning og melodi. Det startede oprindeligt med den guitar-rundgang, der spiller i starten og slutningen, som vi alle sammen kunne høre noget magisk i, men vi er jo ikke rigtig et singer-songwriter band, så vi prøvede at overføre rundgangen til et koldere tekno-univers med hård synthbas. I sidste ende syntes vi dog, at nummeret stod stærkest med begge dele repræsenteret."


Turboweekend debuterede i 2007 med albummet "Night Shift", hvorfra "Into You" blev et pænt radiohit, og fulgte det op i 2009 med "Ghost of a Chance", der blandt andet indeholdt hitsinglen "Trouble Is". Tredje og hidtil seneste album er som nævnt "Night Shift" fra 2012 med blandt andet singlen "On My Side".

Turboweekend spiller "Miles and Miles" og par andre numre fra det nye album sammen med højdepunkter fra bagkataloget i udvalgte byer i oktober. Turnéplanen er som følger:

18. oktober - Posten, Odense


24. oktober - Train, Århus

25. oktober - Skråen, Aalborg

31. oktober - Vega, København


Find billetter via GAFFA Live og spillestedernes hjemmesider

ANNONCE