Nyhed

MØ giver afdæmpet ekstra-ekstrakoncert

Du har nu endnu en chance til at opleve ellers hyperaktive MØ fra en usædvanlig lavmælt side

En koncert med MØ plejer at være ensbetydende med hårdtpumpet elektropop og en højenergisk crowdsurfende MØ – sådan har det eksempelvis været ved en lang række festivalkoncerter hen over sommeren.

Til januar giver MØ dog nogle ganske anderledes koncerter i DR Koncerthuset. Her fremfører hun sine sange i såkaldte "Night Versions", nedbarberede og halvakustiske versioner af numrene, så de lyder, som da de blev skrevet – på MØs oldemors klaver i barndomshjemmet på Fyn.

MØ har allerede offentliggjort to nu udsolgte koncerter 17. og 18. januar, og hun giver nu en tredje og absolut sidste "Night Version"-koncert mandag den 19. januar i DR Koncerthuset – oven i købet med en række endnu ikke offentliggjorte gæstesolister. Måske for eksempel hendes kæreste Mads Damsgaard Kristensen fra Reptile Youth? – det er bare et bud herfra.


Om de tre særlige koncerter udtaler MØ:

"Intimkoncerter er fede. Det er noget helt andet. Det, jeg generelt elsker ved "almindelige" koncerter er de modsætninger, de består af, og som i min verden ikke kan leve uden hinanden: voldsomheden, den ukontrollerede vanvid og energien versus sårbarheden og intensitet i det knitrende mørke. Normalt er der nok mest fokus på det første, når jeg spiller koncert, men med min koncertrække i Koncertsalen vil jeg altså forsøge at grave ordentligt ned i den anden del også. Jeg glæder mig helt vildt til disse unikke shows."

På deluxe-versionen af debutalbummet "No Mythologies to Follow" kan man finde nogle af "night version"-sangene, hvor MØ fortolker sangene i deres oprindelige arrangementer – med hjemmelavede korarrangementer og beats som centrale elementer.


MØ indledte sin karriere i 2007 i elektropunkduoen MOR, der udgav flere singler på små selskaber, blandt andet "Fisse i Dit Fjæs" udsendt i 2009 på selskabet Luk Røven. I 2012 lancerede hun sine første solosange og fik hurtigt opmærksomhed fra blandt andet det amerikanske musiksite Pitchfork. I 2013 blev hendes single "Pilgrim" P3's Uundgåelige, og hun modtog Kronprinsparrets Stjernedryspris og to GAFFA-Priser. Siden er det blevet til en lang række hits som "XXX 88", "Don't Wanna Dance" og "Never Wanna Know", debutalbummet "No Mythologies to Follow", P3-Prisen overrakt af hendes store idol Melance C fra Spice Girls, en optræden på Jimmy Kimmel Live, en udsolgt USA-tour og meget mere.

MØ er topscorer med syv nomineringer til dette års Danish Music Awards, der uddeles i Forum 8. november. Hun hitter for tiden herhjemme med singlen "One More", hvor hun synger duet med svenske Elliphant, og i lørdags den 25. oktober optrådte hun på det amerikanske late night-tv-show Saturday Night Live i duet med australske Iggy Azalea – undtagelsesvis dog ikke helt på toppen. MØ får dog en chance for revanche, når parret atter skal optræde sammen til American Music Awards-showet 23. november.

Billetsalget til ekstra-ekstrakoncerten begynder fredag den 31. oktober klokken 10. Billetter på www.drkoncerthuset.dk


Se og hør MØ i det afdæmpede hjørne nedenfor:

ANNONCE